Nat. En høitragende, eenlig Klippe, der hænger ud over Afgrunden. Paa Klippen staaer Psyche og hendes Søstre, Myris og Leda. Alle Tre holde tændte Fakler i Hænderne.
PSYCHE.
Saa far nu vel! — Farvel for sidste Gang,
I Elskede, som fulgte mig til Graven,
Som blev tilbage her, da Smerten tynged
Min Fader, saa han mægted ei at følge
Til Bryllup og til Døden hen sin Datter.
Farvel, o Søstre! Myris du, og Leda,
Hvem Skjæbnen gav en bedre Lod end mig.
I Kjærlige! modtag mit sidste Kys,
Med det forener sig den sidste Taare,
Det sidste Pant paa Psyches Kjærlighed.
MYRIS.
Og hvilken Afsked bringe vi til Hjemmet?
PSYCHE for sig.
Min Fader — Konge med de sølvgraae Haar,
O, tog jeg denne Trøst i Graven med,
At end dit Øie mange Dage skued!
Til Myris.
Siig ham, at glad jeg døer — at han skal leve,
Og takke Guderne, at intet Værre
Har ramt hans Land og Folk, end Psyches Død.
Siig ham, at jeg skal vente ham i Hades,
Og vandre Dag og Nat ved Styxes Bredder,
Til jeg ham skue faaer i Charons Baad.
O siig ham, at den første, dunkle Skygge,
Der hilser ham i Plutos mørke Rige,
Er Psyche — er hans Datter.
LEDA.
Arme Psyche!
Og hvilken Hilsen sender du til Folket,
Til dine Venner, sørgende som vi?
PSYCHE.
Bring Alle mit Farvel med disse Ord:
At Psyches Bryst vil aldrig lukke sig,
Selv ei i Døden, for Erindrings Røst;
At aldrig hun af Lethes dunkle Bølger
Forglemmelse vil drikke; at hun gjerne
Vil mindes Troskab, thi hun selv er tro.
MYRIS.
Farvel da Psyche! Viid, at Myris lever
For din Erindring i sit Bryst at gjemme.
LEDA.
Tag dette Kys — og denne fagre Lok
Jeg skærer af dit Haar til evigt Minde.
PSYCHE.
Farvel! For sidste Gang et Afskedskys,
Thi snart har Dødens Iis min Læbe stivnet.
Myris og Leda bort.