En Lund med enkelte adspredte Træer ; under et af dem sover Amor. Ved hans Hoved sidder Drømmeguden, Oneiros, med sin Harpe, fra hvis Strenge Drømmene gaae ud som Toner.
ONEIROS.
Over Dalens Blomstersenge
Svæver Taagens lette Slør;
Duggen over Mark og Enge
Sine klare Perler strøer;
Viftende de milde Vinde
Drage gjennem Busk og Krat,
Til de tabe sig og svinde
I den skyggefulde Nat.
Alting vugger sig i Slummer;
Fjernt i Natten, som en Sky,
Dvæler nu den mørke Kummer
Til det næste Morgengry;
Da tilbage Dagen kalder
Den med Suk til Jordens Egn;
Over Mennesket den falder
Gjennem Taarers tunge Regn.
Indtil da tør frit sig gynge
Mine muntre Sønners Flok;
Indtil da jeg Blomster slynge
Vil om Amors gyldne Lok.
Frem til Livet, glade Drømme!
Reis Jer af den bløde Seng!
Strøm i varme, kling i ømme
Toner fra min Harpes Streng!
DRØMMENE.
Amor, sku i dette Speil!
Øiets Synskreds det udvider;
Henad Floden Psyche glider
I en Baad med hvide SeiL
Eensom hun ved Roret staaer,
Dunkelt hendes Billed følger
I de blaa og klare Bølger
Efter Baaden, hvor den gaaer.
Stille Nattens Lampe brænder,
Stille vaagner Skovens Duft,
Stille Psyche Roret vender,
Medens Sukket ud hun sender
I den stille Aftenluft.
ONEIROS.
Frem med Sløret nu, I andre
Sønner af den dunkle Nat!
Hurtig Synet I forandre,
Før ham Søvnen har forladt!
Mens jert Slør om ham I hænge,
Huldt bedaarende hans Aand,
Rører her jeg Harpens Strenge
Blidt og sagte med min Haand.
DRØMMENE.
Gjennem Sløret, Amor, sku!
Paa den blomsterklædte Slette,
Med de løste Haar, paa lette
Fødder Psyche svæver nu.
Lærken stiger af sit Skjul,
Psyche hører ei dens Sange,
Thi paa Flugten vil hun fange
Nu den gyldne Sommerfugl.
See, hvor let afsted hun springer,
Strækker frem sin lille Haand,
Høit sit Purpurnet hun svinger —
Glade Psyche! Fuglens Vinger
Hænge fast i Nettets Baand.
ONEIROS.
Svind og flygt, i Sløret hylled’,
Lyse Drømme, atter hjem,
Mens paany et luftigt Billed
Jeg ved Harpen kalder frem.
Gudens Øie skal det trylle
Med en Skjønhed uden Meen;
Gudens Hjerte skal det fylde
Med en Længsel, dyb og reen.
DRØMMENE.
Frem i Natten, Amor, see!
Hist paa Leiet Psyche sover,
Dunkelt falder Haaret over
Hendes Skulders hvide Snee.
Tæppet skjuler hendes Barm,
Yndigt kommer og forsvinder
Rødmen paa de fine Kinder,
Gynged’ blidt paa hendes Arm.
Dækt er Øiets milde Lue
Af de lange Øienhaar:
Over disse, stolt at skue,
Pandens marmorhvide Bue
Med de sølvblaa Aarer staaer.
ONEIROS.
Nu hun vaagner og hun hæver
Blikket straalende af Mod,
Og fra Leiet bort hun svæver
Paa sin zephyrlette Fod.
See, hvor blødt fra hendes Skulder,
Over Barmen fuld og bred,
Purpurdækket herligt ruller
Om den ranke Skabning ned!
Sødt den elskovsfulde Varme
Farver Læben dobbelt rød,
Og hun løfter sine Arme,
Som bestedt hun var i Nød;
Kindens Rosenglands forhøier
Straalen dybt i Øiets Bund,
Mens hun smilende sig bøier,
Hulde Amor! til din Mund —
Amor gjør en Bevægelse isøvne; Oneiros og Drømmene forsvinde.
AMOR vaagner.
Hvor er jeg — kun en Drøm? — Endnu omsvæver
Det lyse Billed mig til Harpens Klang.
Er jeg da vaagen? — For mit Øre bæver
Endnu jo Drømmen som en deilig Sang.
Ned bøied hun sin rosenrøde Mund
Og rørte som en Blomst ved mine Læber;
Den hele Nectar end ved Kysset klæber,
Og dog var Alt en Drøm i Nattens Blund!
Jeg er ei Amor meer, men Amors Bytte,
Et Offer for den skjønne Psyches Smiil;
Jeg er ei meer den seierrige Skytte,
Der hersker over Verden med sin Piil.
Jeg vender Ryggen nu tit Guders Hjem;
Thi kun min Himmel jeg paa Jorden finder,
Hvor hver en Drøm mig bringer gyldne Minder,
Og hvert et Minde Psyche kalder frem.
Ei skal Hyrdindens Bryst jeg længer saare,
Ei mere vække de Forelsktes Harm,
Ei meer som fordum til et Maal udkaare
For mine Pile Menneskenes Barm;
Fred vil jeg slutte med den hele Jord
Til jeg har Psyches Stolthed overvundet,
Til i mit Net jeg Sjælen fast har bundet,
Og vakt den Huldes Længsel ved mit Ord.
Hist flyver Zephyr — han mit Bud skal være!
Igjennem Himmelteltet, dunkelblaat,
Han skal den Elskede paa Armen bære,
Og føre Psyche til mit fjerne Slot.
Frem, lette Piil! Mit Budskab du ham bringe
Paa Farten gjennem Luftens klare Bugt —
Skyder en Piil af.
Vel truffet! — Pilen sidder i hans Vinge.
Han daler alt til Jorden fra sin Flugt.