Hermes og Psyche komme vandrende.
HERMES.
Skjælv ei, o Psyche! thi en Gud mig sendte,
For paa din Smertes-Vei at staae dig bi.
PSYCHE.
Og du min Fod til Hulen lede vil,
Der fører gjennem Jorden ned til Hades?
HERMES.
Ja velbekjendt mig Veien er; thi viid,
At til din Følgesvend du Hermes har,
Der fører bort de Hedenfarnes Sjæle,
Og viser Veien dem til Plutos Slot.
PSYCHE.
O, saa forbarm dig ogsaa over mig,
Og lær mig Dødens Smerter at betvinge,
Thi knap formaaer mit Hjerte dem at bære.
Men har fra Dødens Angst du løst min Sjæl,
Da viis mig Vei til Underverdnens Dronning,
Den mørke Hekate, til hvem mig Venus
Med Bøn og Budskab her nu skikker ned.
HERMES.
Og hvad, o Psyche, er dit Ærende?
PSYCHE.
Hos Dødsgudinden skal jeg Æsken hente,
Der indeslutter skjulte Tryllekræfter,
Som fast kan holde det Forgængelige.
I denne Æske gjemmes Skjønhedsmidlet,
Der Jordens Skjønhed evig frisk bevarer;
Og hvo som eier denne Skat, kan aldrig
Af Tiden bøies: evig ung og deilig
Hun vandrer i de Dødeliges Chor.
Men kun bag Døden, kun hos Hekate
Kan Æsken hentes. — Mig, o Hermes, sendte
Gudinden ned til Orcus efter den.
HERMES.
Det var paa denne Vandring, jeg dig traf,
Da du paa Jorden sad, og hede Taarer
Ad dine blege Kinder strømmed ned?
PSYCHE.
Ja, Døden gik med Taarer jeg imøde;
Thi tung den sidste Hilsen er til Livet,
Er fattigt end paa Glæde dette Liv.
Men vel jeg veed, at kun min Undergang
Forsoner Skjønheds Dronning, skjøndt jeg bar
Taalmodig alle Plager, som hun sendte,
Og alle Byrder, som hun lagde paa mig;
Thi stedse leved Haabet i min Sjæl,
At jeg tilsidst dog vilde Amor møde.
HERMES.
Og hvormed piaged dig da Gudens Moder?
PSYCHE.
Fra første Dag, jeg kom til hendes Borg,
Hun tvende Genier mig til Selskab gav,
Der uafladelig mit Hjerte ængsted,
Idet med himmelsk Fryd de snart det fyldte,
Og snart det saarede med Smertens Braad.
Ei blot i Venusborgen de mig fulgte,
Men selv i Skoven ud blandt vilde Dyr,
Naar der jeg sendtes ud, for Bær at sanke.
Thi aldrig Ro den Himmelske mig lod,
Til hvert et Ærende, som Fare bragte,
Hun brugte mig, og stedse var jeg lydig,
Thi Kjærlighed mig styrked paa min Gang.
Meest var til Qval mig dog min Morgenvandring,
Naar jeg tiljelds blev skikket, hvor blandt Drager
Og Kryb og Slanger Kilden vælder frem,
For til Gudinden Skjønhedsvand at hente.
Da vented hvergang jeg min sidste Stund;
Men hvergang faldt paa Fjeldet jeg i Slummer,
Og naar jeg vaagnede, var fuld min Kande.
Midt i min Nød, da følte jeg mig trøstet,
Som var en Gud mig nær i al min Jammer,
Som lytted til mit Suk en evig Magt.
Men tidt paa Veien Skræk og Angst betog mig.
Naar da ved Skovens Strøm jeg stod, der bruser
Med fulde Bølger ned fra Klippens Tinde,
Jeg vilde søge Døden i dens Skjød:
Dog neppe hæved jeg min Fod til Springet,
Da var det, som fik alle Vinde Stemmer,
Som hørte jeg i Luften Amors Røst,
Og ned i Graad jeg sank ved Træets Rødder,
Til Sorgen var i Taarer smeltet hen.
HERMES.
Du hulde Psyche!
PSYCHE.
Mange Dage svandt
Saaledes hen for mig i Suk og Taarer;
Men da jeg ingen Frelse skued meer,
Da ingensinde Amors Blik jeg mødte,
Blev svagt og svagere mit Hjertes Haab,
Og nu er reent det svundet. Ned til Døden
Mig Venus sender nu: det mørke Rige,
Hvorfra ei nogen Sti tilbage fører,
Skal skjælvende og mat min Fod betræde.
AMOR usynlig.
End lever Haabet for din Sjæl at glæde!
PSYCHE.
Ha, hvilken Røst! — O Hermes, hørte du
De klare Toner, som fra Luften lød
Og sig i Bjergets Gjenlyd tabte brat?
AMOR.
End er ei Psyche af sin Ven forladt!
PSYCHE.
O Trylleri! Maa Amors Røst jeg høre
I denne Time før min sidste Stund?
HERMES.
Ja, nær dig Guden er, skjøndt ei du seer ham;
Alt hvad din Sjæl nu ængster, han fornemmer.
PSYCHE.
End er ei Psyche af sin Ven forladt!
O var det muligt! Skal jeg Amor møde,
Ei blot paa Dødens Vei, men bag dens Nat? —
Du Elskede, som skjuler dig for mig,
O tal igjen i Toner til mit Øre,
Lad atter mig din milde Stemme høre!
Efter en Pause.
Nei, ingen Lyd afbryder Luftens Stilhed.
Hans Røst forsvandt; men Haabet, som den fødte,
Her i mit Hjerte vil jeg holde fast.
HERMES.
Ja, gjør det, Psyche! Men følg nu med mig,
Til Træet hen, der skygger over Rrønden,
Hist hvor den klare Kilde sprudler frem.
Der hviil et Øieblik din trætte Fod;
I Græsset ned dig sæt, mens jeg dig lærer,
Hvordan du Dødens Rædsler skal betvinge,
Og uskadt gjennem Dybet finde Vei.
PSYCHE.
Ja, gyd mig Mod i Sjælen med dit Ord!
Her vil jeg hvile! her blandt disse Blomster,
Der lokke Øiet huldt med Glands og Farve.
Siig, Hermes, hvilket Navn har denne Blomst?
HERMES.
Narcissus kaldes den.
PSYCHE.
Hvor dybt den bøier
Sin ranke Stængel med den lyse Krone,
Som om den vilde speile sig i Brønden.
HERMES.
Den søger ogsaa Dybet, som du selv.
Men hør nu efter, hvad du har at gjøre,
For at ei Dødens Rige skal dig fængsle,
Naar over Grændsen først din Fod er traadt.
PSYCHE.
Ja lær mig Døden i min Død at undflye!
HERMES.
Naar gjennem Hulen, hvortil jeg dig fører,
Du eensom vandret er, da seer dit Øie
En Slette, som ved Floden Styx sig ender,
Hvor Færgemanden Charon du vil møde.
Før du til Overfart hans Baad betræder,
Ræk taus af disse Mynter ham den ene,
Og naar fra Orcus hjem igjen du vender,
Betal den anden ham i Færgeløn;
Thi uden Løn sin Baad han løser ei. —
Naar da paa Flodens Vand du vugges, Psyche,
Da hverken tal, ei heller see dig om,
Thi bag ved Baaden vil en Skygge svømme,
Der trygle vil om Bistand og om Frelse;
Og naar paa Hades’ Bred iland du stiger,
Hvor du en Flok af gamle Koner seer
Ved Væven syslende, som vil dig bede,
At hjælpe og tilhaande dem at gaae,
Da gaa dem taus forbi; thi Alting skeer,
For af din Haand at lokke disse Brød,
Hvormed du Dødens Vogter tæmme skal,
Og hvis du mister eet, er du fortabt.
Paa høire Bred af Floden nu du skuer
Den mørke Plutos Slot, og foran dette
Med trende Ho’der Cerberus at ligge.
Vildt gjøende med sine trende Struber
Den springe vil mod dig; men ræk kun Brødet
Den stille hen, og træd ad Porten ind.
Her vil en Skygge føre dig til Salen,
Hvor Hekate, den strenge Dronning, throner.
For hende røgt dit Ærende fra Venus,
Og bed om Æsken, fyldt med Skjønhedsmidler;
Men modtag ei den Spise, hun dig byder,
Thi smager du en Mundfuld, er du bunden
Foruden Redning fast til Mørkets Hjem.
Har hun til Afsked let berørt din Pande
Og rakt dig Gaven hen, da gaa tilbage;
Men lad af intet Syn dig lokke bort
Fra Veien og af ingen Lyd dig skrække.
Gaa taus igjen forbi de blege Skygger,
Ræk hen til Cerberus det andet Brød,
Til Charon giv den anden Mynt, men vogt dig,
At ikke du i Dybet Æsken aabner,
Og finder Døden, hvor du nær var Frelsen.
PSYCHE.
O Hermes, dybt i Angst mit Hjerte bæver!
Ved dine Ord forsvundet er mit Mod,
Og alt mit Blod forvandler sig til Iis
Ved Tanken om den mørke Charon og
Den vilde Cerberus og Dødens Dronning.
Ei tør til Hekate mit Blik jeg hæve;
Min Haand vil skjælve, naar hun den berører,
Mit Øie briste, naar det møder hendes,
Og Frygt og Rædsel lamme vil min Fod,
Saa den ei meer til Lyset finder Vei.
HERMES.
End har du Valget, Psyche. Ingen Gud
Dig tvinger mod din Villie. Vend tilbage,
Fortæl den høie Venus al din Jammer,
Og stig blandt Dødelige atter ned,
Og lev, foruden Amor, uden Smerte.
PSYCHE.
Foruden Amor leve — Hvilken Afgrund
Oplader du, o Hermes, for mit Blik!
Hvad er selv Dødens Svælg med al sin Smerte,
Med al sin Nød, der sammenknuger Hjertet,
Med sine vilde Syner, mod den Afgrund,
Hvor kun en evig Tomhed har sit Hjem,
Hvor i et evigt Tab hvert Haab gaaer under,
Hvor Livet er en evig langsom Død,
Og Hjertet i hvert Slag sit Savn fornemmer.
O Hermes! hvor er her et Valg at træffe?
Ræk mig din Haand! thi modig vil jeg følge.
Det Fremtidsliv, hvis Tomhed du mig viste,
Har vakt hver Kraft, der slumred i min Sjæl.
Et nyfødt Haab sig rører i mit Bryst;
Høit skal det løfte mig paa stærke Vinger
Mod Evighedens Stjerner, naar min Fod
Fra Lyset stiger ned i Mørkets Rige!
HERMES.
Og jeg skal lede dig til Dødens Port,
Hvorfra du Veien eensom vandre maa.
Men end til Afsked drik af Kildens Bølger,
At du maa styrkes til din lange Vandring.
Psyche bøier sig ned over Brønden, øser Vand med Haanden og drikker.
PSYCHE.
Hvorhen, o Hermes, nu?
HERMES.
Ad denne Sti,
Og snart ved Fjeldets Grændse vil du staae.
PSYCHE.
Saa hav nu Tak, du Træ, som gav mig Skygge!
Hav Tak, o Kilde, af hvis friske Bølger
Jeg øste Styrke til den tunge Gang!
Gaaer bort med HERMES.