Psyche. De Forrige.
EULIMENE.
End bedøvet hviler hun, og Armen
Kraftesløs i Græsset synker mat;
Kold er Kinden, koldere dog Barmen,
Ak, af Livets Varme reent forladt.
AJA.
Nei, hun vaagner — see, hun aabner stille
For den klare Dag igjen sit Blik!
KORA.
Atter ruller Blodets varme Kilde,
Atter hendes Kinder Farve fik!
PHANTASUS.
Atter Læbens Rose frisk udspringer,
Atter Pulsens Slag fornemmer jeg.
Hør! hun sukker — Sukket op sig svinger;
Ned mod Døden meer hun bøies ei.
KORA.
I den køle Morgenluft hun bæver,
Tynget af det vaade Klædebon.
AJA.
See, mod Jorden støtter hun sin Haand!
Op fra Græsset hun sig langsomt hæver.
PSYCHE skuende omkring.
Siig, hvor er jeg? — Tog i Favn mig Døden?
Har mig Livet og dets Angst forladt?
Seer jeg i Elysium Morgenrøden,
Trøsterinden for den lange Nat? —
EULIMENE.
Nei, dit Øie skuer end Aurora!
End din Læbe føler Zephyrs Kys,
Og af nyligfødte Børn af Flora
Leiet redtes, hvor da hviilte nys.
Denne Dugg, som her dig Kinden væder,
Det er Lunas Graad i Nattens Sal;
Det er Jorden, som din Fod betræder,
Moder til din Glæde og din Qval.
PSYCHE.
Ja, Erindring vender nu tilbage,
Fylder med sin Smertesstrøm mit Bryst;
Atter hører jeg den dybe Klage,
Som et Echo af mit Hjertes Røst.
AJA.
Jag den mørke Skygge fra din Pande!
Hviil dig trøstig kun ved Haabets Barm!
Thi en Guddom over Flodens Vande
Bar dig, frelst fra Døden, i sin Arm.
PSYCHE.
Ak, fra Døden er jeg frelst til Smerte!
Ak, fra Undergang til Jammer kun!
Atter sidder Pilen i mit Hjerte,
Atter ligger Sukket paa min Mund.
KORA.
Hør mig du, hvis Øie Taaren tynger,
Du, hvis unge Sjæl er Sorgens Rov:
Hist bag Løvets Hegn, hvor Fuglen synger,
Dybest inde i den dunkle Skov,
Boer den gamle Pan, den vise Hyrde,
Som for alle Smerter kjender Trøst;
Han skal lette dig dit Hjertes Byrde,
Læge med sit Fløitespil dit Bryst.
PHANTASUS.
Og igjennem Skoven skal jeg lede
Til den glade Hyrdegud din Fod,
Skal dig vise hver en Fuglerede,
Hver en Muldvarp under Træets Rod.
Alle Veie jeg i Skoven kjender,
Ofte gik jeg paa den krumme Sti,
Der paa Engen foran Hulen ender,
Hvor den klare Kilde gaaer forbi.
PSYCHE.
Ræk mig Haanden! jeg med dig vil følge.
AJA.
Pan, den vise, skal dig give Raad.
PHANTASUS.
Søstre, pas imens ved Havets Bølge
Paa min Angel og min Medetraad!
Gaaer bort med PSYCHE.
KORA.
Nu til Arbeid atter, hvor den friske
Bølge skummer i den dybe Strand!
For i Havets rørte Vand at fiske,
Atter Net og Angel ud fra Land!
Anden Mading sætte vi paa Krogen,
Stramme Snøregarnet fast og tæt;
Kun herind, I Fisk! men ikke Nogen
Slipper ud igjen af vores Net.
NYMPHERNE.
Ja, til Arbeid atter, hvor den friske
Bølge skummer i den dybe Strand!
For i Havets rørte Vand at fiske,
Atter Net og Angel ud fra Land!