Efter en lang Pause træder Psyche med sagte Fjed ud fra Sovekamret. Hun gaaer hen i Hjørnet af Salen, og henter frem af et Skjul en Dolk og en svagtblussende Lampe.
PSYCHE.
Nu er det Tid; thi dybt i Slummer hviler
Den Frygtelige. Fra hans Side sneg
Med sagte Skridt jeg mig, og her er Maalet. —
Men hvorfor ryster paa min Haand jeg saa?
Hvi stiger atter for mit Øie frem
Det hulde Billed, som jeg selv mig danned,
Før mine Søstres Ord med Gru mig fyldte:
Hiint Billed af den herlige Gemal?
Igjen jeg seer det: veemodsfuldt det staaer
Med lyse Lokker om den hvide Skulder,
Med Fingren paa de rosenrøde Læber,
Og vinker ad mig med alvorligt Blik.
Nei, nei, du fordums Elskede! ei dig
Skal Livet jeg berøve; ikke dig,
Som jeg tilbeder end, skal denne Haand
Til Orcus sende ned. For hiint Uhyre,
Som truer med den rædselfulde Død
Ei mig alene, men et andet Liv,
For ham er denne Dolk, men ei for digl
Hvad hæver mig? — Som om en Guddom styrked
Min Villie ved sin Nærhed, saa jeg føler
Ved Skrækkens Tanker nu min Kraft at voxe.
Omkring min Isse svæver Hævngudinden;
Med Slaget af sin Vinge hun mig rører,
Og høit mit Haar hun løfter i sin Harm.
Saa kom da, min Gudinde! Styrk mig Armen!
Og du, o skarpe Staal, du som mig Skjæbnen
I Nøden gav til Redning og til Frelse,
Vær du som Lynet i min svage Haand!
Suus gjennem Natten hen og træf hans Hjerte,
Og bring fra mig det dræbende Farvel!
Hun gaaer igjennem de aabenstaaende Døre ind i Sovekamret, nærmer sig Sengen og løfter Dolken med bortvendt Hoved.
Nu — nu — dog jeg vil see den Frygtelige,
At ei min Haand skal feile —
Hun holder Lampen op for Sengen, hvor Amor slumrer, og styrter skjælvende paa Knæ.
Høie Guder!
Hvad seer jeg! — Er mit Blik da ei fortryllet?
Er det da ei en Drøm, der Øiet daarer,
Saa det for Tartarus Elysium seer?
Er dette Sandhed? — Fryd, som vil mig dræbe!
Han, han, den høie Amor, er min Husbond:
Hans Vaaben og hans Skjønhed mig det siger!
Tabt i Beskuelsen.
Hvad var mit Hjertes Billed imod dette,
Hvad hvert et jordisk Syn, som jeg har skuet,
Mod denne Guddoms lyse Majestæt?
O, faure Kinder, dækt af gyldne Lokker,
En Himmel, skjult bag Morgenrødens Slør!
O Rosenlæbe, hvoraf Smilet fødes,
Mens Høihed throner paa den hvalte Pande!
Men Lyset grumt sig skjuler — hulde Øine!
Jeg seer igjennem Dækket eders Straaler,
Som Stjerners Glimt igjennem Nattens Sky.
Her hænger Buen med den gyldne Streng,
Og der ved Siden ligger Pilekog’ret.
Hvor skarp og skjøn enhver af disse Pile,
Der bringe Menneskene Fryd og Sorg!
Rører ved en af Pilene og ridser sig i Fingeren.
Jeg bløder — tag min Bod og mig tilgiv!
Din Piil forraader mig din Guddomsmagt;
Med større Kraft mig Flammen gjennemgløder,
Og Taaren af mit Øie trænger frem. —
— Hvor trygt han slumrer. Hviil, o hviil, du Elskte!
Kun som en Drøm lad mig din Læbe kysse,
Og med min Lampe flygte saa igjen —
Hun bøier sig ned for at kysse ham, hvorved en Draabe Olie falder fra Lampen paa Amors Skulder. Han vaagner.
AMOR.
Hvad Smerte vækker mig af Nattens Slummer? —
Ha, Psyche med en Lampe og en Dolk!
Dit Øie funkler — dine Hænder skjselve;
Vil du mig myrde, Psyche? —
PSYCHE.
Amor, Naade!
O, Naade for din Hustru, som dig elsker.
AMOR staaer ud af Sengen.
Ha Furie! er det din Kjærlighed?
Er det den Troskab, som du har mig svoret?
Du feige Morderske, som lister dig
Med Søvnen til den Værgeløses Leie!
PSYCHE.
O, straf mig kun, men tilgiv mig min Skyld!
AMOR.
Nei ingen Naade, rædselfulde Psyche!
Den Dolk, som du har røvet fra mit Leie,
Er Vaabnet, hvormed Troløshed jeg straffer,
Naar Menneskenes Bøn om Hævn mig naaer.
Du selv nedkaldte Hævnen over dig,
Og Baandet mellem os er sønderskaaret.
PSYCHE.
Hør mig, du Høie, hør mig før du dømmer!
AMOR.
Alt veed jeg, og jeg vidste det forud:
Af dine Søstres Ord blev du bedaaret;
Af dem forført, har du din Troskab sveget,
Har overtraadt mit Bud om evig Taushed;
Af dem forledt, har denne Dolk du hævet
Med blodig Lyst imod mit Hjerte —
PSYCHE.
Hør mig!
Og lad mig døe, hvis ei du kan tilgive.
AMOR.
Ei bøier jeg, o Psyche, Skjæbnens Villie;
Dens Bud du hørte, dengang jeg dig bad
At staae taalmodig Prøven ud til Enden.
Du lokked mig en Ed af mine Læber,
Og hvad du daarlig vilde, har du naaet.
Vi sees ei meer! Bag Hjemmets Muur skal aldrig,
Som før i Kjærlighed, vi huldt forenes.
Fra denne Stund min Vei er skilt fra din,
Mit Øre døvet er for dine Bønner,
Og ei min Hilsen Natten meer dig bringer,
Naar her i Stilhed hæver sig dit Suk.
Paa Jorden skal forladt du eensom vandre!
Men jeg mig svinger til Olympens Sale,
For hos de hulde Muser at forglemme
Dit Hjertes Falskhed og din Troløshed.
Bort.