Charon, Plutos Færgemand,
i sin Baad fra Land just stødte,
for den svage Vind at nytte,
der bar hen mod Dødens Strand.
Tag mig med! da lød en Røst,
og før klaret var ham Gaaden,
sprang en Ungersvend i Baaden,
der gled bort fra Livets Kyst.
Hvem er Du? lød Charons Ord,
mens han tvær omkring sig vendte:
Brat Du selv i Døden rendte,
kom dog levende ombord.
Vil, skjøndt ung, Du alt i Havn?
Eller gælder det et Møde
her med mine andre Døde? —
Siig dit Ærind og dit Navn!
Jeg Adonis nævner mig,
(Svaret lød) paa Jorden Alle
mig den skjønne Yngling kalde,
Guder selv i Skjønhed lig.
Roser brød jeg uden Tal,
thi mig Kjærligheds Gudinde
Lykken i sin Favn lod finde:
Venusdyrker var mit Kald.
Ak, men Lykken var for stor;
Tidt saa mægtig var min Længsel,
at mig Livet blev et Fængsel,
Glædens Sang et Sorgens Chor.
Da kom Dødens Stævning brat,
bort fra Nydelsen jeg iler,
hos Prosérpina mig hviler,
hun, hvis Favn mig er opladt.
Thi jeg altid elske maa,
altid elske en Gudinde,
den Lod lod mig Skjæbnen vinde
strax, da Livets Lys jeg saae.
Venus og Prosérpina
ved min Fødsel var tilstede;
To Gudinder allerede
om mit Hjerte kæmped da.
Af dem Begge kaldt til Dom,
Guders Fader Striden endte,
dengang Begge han tilkjendte
Skatten, som de stredes om.
Ved hans Dom for mig bestemt
var fra den Tid Livets Veie:
Først mig Venus skulle eie,
Dødens Dronning være glemt.
Var tilende Livets Lyst,
Dødsgudinden jeg tilhørte,
til mig Skjæbnen atter førte
nyfødt op til Lysets Kyst.
Saadan, Gamle! Dommen lød;
Navn og Ærind nu Du kjender,
ro nu til med begge Hænder,
før fra Livet mig til Død!
Du har Hastværk, Ungersvend!
Færgemanden rolig sagde,
Hvorpaa ud han Aaren lagde,
og sin Kappe kasted hen.
Bedst — han vedblev — Du din Gjæld
til vor Dronning her indfrier,
naar til Natten Du Dig vier,
siger Dagens Lys Farvel.
Fjæl Dig mellem Skygger da!
Skjul i Mulm de blege Kinder!
Her, hvor ingen Sol beskinner
Veien til Prosérpina.
See Dig om i Taagers Land,
mens paa Dybets Strøm Du gynger,
Venus glem, hvor Fugl ei synger,
hvor ei Roser voxe kan.
Charon taug og Plads han tog
for med Aaren fat at tage,
kastende med Kraft tilbage
Bølgen, der mod Kjølen slog.
Taus imens paa Baadens Rand
sad Adonis, og hans Øie
i det svage Lys med Møie
Skjelned Fjeld fra Flodens Vand.
Thi heel nær ved Baadens Toft,
næsten, som med Fald den trued,
Klippens Hvælving sort sig bued
over Floden, lig et Loft.
Under Fjeldet frem sig skød
Baaden, som nu Mulmet dølger;
Aarens Slag mod Dybets Bølger
kun den dybe Stilhed brød.
Frem en Stund saa Reisen gik,
til medeet sig Floden bredte
og der Stjerner bleve sete,
klarende Adonis’ Blik.
Fjeldet veg med Mørkets Slør,
fjernt en Kyst han saae fremtræde,
og i Baaden, nær sit Sæde,
hvad ham Natten skjulte før:
Hele Færgebaadens Fragt,
Charons sidste Ladning Døde,
som de Dødes Hjem imøde
seiled her i Ligets Dragt.
Side de om Side laae,
end med lukte Øienlaage,
halvt som dækked af en Taage,
Unge, Gamle, Store, Smaa.
Hvilende den trætte Krop,
Livets Kalden dog de hørte;
thi medeet sig Alle rørte,
een for een slog Øiet op.
Drømmende de saa sig om,
alt mens Lemmerne de strakte,
indtil, heelt til Liv gjenvakte,
Underverdnen nær de kom.
Ind i Havnen Baaden flød;
Der en Dødning sad ved Vandet,
som, saa snar de stod paa Landet,
dem til Gjæst hos Pluto bød.
Ingen indbudt svared nei,
alle Plutos Tjener fulgte;
men trods Stjerners Skin sig dulgte
for Adonis deres Vei.
Da et nyt Syn greb hans Aand:
Ud fra Mørket i det Fjerne
traadte der en dødbleg Terne
med en Fakkel i sin Haand.
Heelt til Floden skred hun ned,
Raabte: Charon, er han kommen?
Ja, lød Svaret, nys ankommen:
Bring din Dronning den Besked!
Her, imod Adonis vendt,
Færgemanden haanlig sagde:
Lang Tid alt, naar bi jeg lagde,
denne Terne Bud har rendt.
Stadig med de samme Ord
fyldte daglig hun mit Øre;
Daglig kom hun for at høre,
om Du ei var med ombord.
Denne Gang var Lykken god.
Følg Du trøstig kun med hende!
Jeg tilbage nu maa vende,
er end Vind og Strøm imod.
Ræk din Færgemand hans Løn,
som de andre Skygger gjorde —
Lønnen fik han, og fra Borde
gik Adonis, Myrrhas Søn.
Fyldt af Dødsgudindens Priis
stod han længselsfuld i Aanden,
da ham Ternen rakte Haanden,
hvid som Snee og kold som Iis.
Om hans Øine saa et Bind,
mens han Faklen holdt, hun lagde:
Nu, Adonis! blidt hun sagde,
har for Skræk jeg gjort Dig blind.
Paa vor Vandring slip mig ei,
heller ei et Ord Du sige,
mens i Mørkets tause Rige
jeg i Taushed viser Vei.
Intet høre, Intet see,
dertil maa du nu dig vænne;
er din Vandring først tilende,
vil et Under med Dig skee.
Her med Faklen skred hun frem,
og paastand Adonis fulgte,
for hvis dækte Blik sig dulgte
Synet dog af Dødens Hjem.
Natligt Mulm kun omgav ham,
Dødens Stilhed traf hans Øre,
fast han syntes den at høre
her, hvor Intet han fornam.
I hvor lang Tid saa han skred
frem i Stilhed, ei han vidste;
mærked dog, at paa det Sidste
Veien gik i Dybet ned.
Sig i Vold han Ternen gav,
som i hans Sted saae og sandsed,
til i Dødens Borg hun standsed
og hans Øienbind tog af.
Der en Hal laa for hans Fod,
aaben mod den aabne Himmel,
hvor, blandt blege Stjerners Vrimmel,
halvtilsløret Luna stod.
Spredt i Straaler Lyset sank
ned i Hallen foran Thronen,
hvor Prosérpina, med Kronen
dronningsmykt, sad høi og rank.
Livfuldt Dødsgudindens Blik
rundt i Dæmringslyset sværmed,
ja, da sig Adonis nærmed,
Liliekinden Farve fik.
Ham ved Navn hun havde kaldt,
og med Haanden paa sit Hjerte,
Deelt mellem Lyst og Smerte,
ned for hendes Fod han faldt.
Elskede! brød høit han ud:
Du, som her paa mig har biet,
mig, som blev til Dig indviet
alt i Svøbet af en Gud:
Mellem Dig og Venus deelt,
haabed Lykkens Krands jeg vinde;
Lykken svigted — Dig, Gudinde!
Vier jeg mit Hjerte heelt.
Lang Tid alt jeg har Dig kjendt.
Hvergang Glædens Skaal jeg tømte,
Paa dens Bund dit Billed drømte,
og da strax var Rusen endt.
Hvergang Venus jeg tilbad,
dæmped Du mit Hjertes Gløden;
Altid Nydelsen og Døden
I mit Jordliv fulgtes ad.
Træt jeg er af denne Splid
mellem Lidenskabens Flamme
og den Magt, som vil den lamme:
Bring til Ende Hjertets Strid!
Du alene det formaaer!
Ak, først nu, da Livet ender,
Ret din Skjønhed jeg erkjender
og dit Væsens Dyb forstaaer.
Deilig er Du — Magt Du fik
fremfor hver en Magt paa Jorden;
Nu Du synlig er mig vorden,
falmer Venus for mit Blik.
Udeelt Haab og udeelt Lyst
kalder frem kun Hjertets Varme:
Tag mig op i dine Arme,
Skjenk mig Lægedom og Trøst!
Her Adonis reiste sig,
for ved Dødsgudindens Hjerte
bort at kaste Livets Smerte,
men den Høie blev sig lig:
Med sin Arm mod ham udstrakt
viste hun ham mildt tilbage,
og til Gjensvar paa hans Klage
dette Velkomstord blev sagt.
O, Adonis! (Ordet lød)
skal dit Komme jeg velsigne,
ei med Venus Du mig ligne,
hun, som tusind Eder brød.
Elskovssyg og uden Blu,
lod sin Skjønhed hun Dig nyde;
ved dit Skue mig at fryde,
dertil ene staar min Hu.
Meer end hun jeg har Dig kjær;
thi mens flygtig hun Dig daared,
har jeg trofast Dig udkaaret
og et Hjem beredet her.
For den korte Fryd hun gav,
tryggest Hvile jeg Dig lover;
for en Lyst, der strømmer over,
dybest Ro i Sorgers Grav.
Derfor søg hos mig kun Trøst!
Ikke Lidenskabens Trængsel,
ikke Savn og Suk og Længsel,
men Betragtning er min Lyst.
Find den Fred, Du leder om!
Og endnu som Fæstensgave
skal min Velkomstdrik Du have,
til dit Hjertes Lægedom.
Her et Vink hun Ternen gav,
som med slukket Fakkel hvilte
fjernt i Hallen, og nu iilte
hen til Letheflodens Grav.
Med et Bæger i sin Haand
kom igjen hun, let som Vinden,
satte Bægret for Gudinden,
og forsvandt saa, lig en Aand.
Dødens Dronning Bægret tog,
holdt det op, mens nedad bøjet
hun Adonis saae i Øiet,
just som dybt et Suk han drog.
Elskede! hun hvisked øm:
Drik, at selv Du maa fornemme,
Lykken er, sig selv at glemme
for Lyksalighedens Drøm.
Bægret, fyldt med Lethes Vand,
satte iilsomt han for Munden,
og før det var tømt til Bunden,
Drikkens Virkning spored han.
Af hans Hjerne brat forsvandt
alle Fortidslivets Minder,
saa til Livet nu ham binder
Traaden kun, som Haabet spandt.
Og han saae, som halv i Blund,
mod det Blik, der ham henrykked,
og Prosérpina nu trykked
Elskovsseglet paa hans Mund.
Strax han sank i Slummer hen,
der Lyksalighed ham loved,
støttende med Smil sit Hoved
op til hendes Knæ igjen.
Saadan, ved Gudindens Fod,
sad nu midt i Dødens Rige
slumrende den Lykkelige,
som sin Fortid fare lod.
Venus — ja selv hendes Navn —
bort i Taage svandt med Mindet,
mens han selv i Drømmespindet
Afsked tog med Sorg og Savn.
Fastholdt ved den Elsktes Fod,
han i Hendes Favn sig drømte,
hvorfra Lykkens Væld udstrømte,
hævende hans sunkne Mod.
Ved Lyksalighedens Daab
i sit Væsen som forvandlet,
uden at han selv nu handled,
fødtes ham et evigt Haab.
Som et Barn ved Brystet lagt,
Livets Næring kun han ændsed,
med en Tillid, ubegrændset,
given hen i Dødens Magt.
Og som Vogter hos ham sad,
støttende med Haanden Kinden,
taus og stille Dødsgudinden,
trofast, moderlig og glad.
Mod hans Aasyn bøiet ned,
paa hans skjønne Træk hun agted;
Ret med Fryd hun dem betragted,
nydende sin Kjærlighed.
Hendes var han — hendes var
Skatten, tabt men atter funden;
Seiren over Venus vunden,
i hans Smiil var aabenbar.
Saadan sad i Dødens Bo,
ikke langt fra Glemsels Kilde,
begge Elskende nu stille,
som i Evighedens Ro.
Ingen Lyd sig høre lod,
over dem med Stjerners Vrimmel,
hvælved sig den aabne Himmel,
Maanen i sin Nedgang stod.