Fra Døgnets Kunst, der drager sjæleøde
sit slidte Spor mod Fortids Genfærdsskygge,
din Sjæl kom skønhedssløret mig i Møde
og fyldte mig med Undren og med Lykke.
Jeg fandt bag dine sorte Øjnes Smykke
den Sjælens Sorg, der er sin egen Brøde,
den Trækfuglsorg, der intet Bo tør bygge,
men i sin Kunst maa skælve og forbløde.
Din Sorg var hellig!. .. Ak, min Pande brænder —
en vaarlys Verden stiger for mit Blik,
og tusind Stjærner tindrende sig tænder;
thi ildnet af dit Øjes Skumringsdrik,
min Skaberlængsel fra sit Leje springer
og kløver Luften under lette Vinger.