En Verdensstad! Og i en Strubefold . . .
Alverdens Uro i en enkelt Røst.
En Kvinde synger. Bleg og klog og kold.
De blanke Øjne spejler Tidens Brøst.
Det Blod, som klæber sig til Døgnets Høst
af Guld og Magt og fremtidsvæbnet Vold
og som mod Himlen raaber træt om Trøst,
fandt her en sejersikker, stolt Herold.
Selv plettet af det Blod, en mættet Jord
forlængst er træt at suge i sit Skød,
hun væmmes ved at trygle: Skaan os . . . Skaan!
Men vild som Livets Barn, bleg som en Død,
hun svøber Livets Rædsel om sit Ord
og hvæsser Dødens Le bag Spot og Haan.