Ak, I Venner, er I trætte? Er I sløvede og slagne?
Har I ingen Tro paa Dagen, der vil komme, der vil gry?
Eller vender I jer smilende og haanligt for at fly,
medens Rusten rødlig blomstrer paa de Vaaben, der var dragne!
Har I tabt jer Ungdoms Længsel efter Vejen, svær at drage,
evig truet, tung paa Ufred, mod det unge Morgenskær!
Har I følt jer Ensomhedens dybe Vanvidsrige nær,
ak, og ønsker jer den støvetsikre Kongevej til bage!
Ak, I Venner, er I trætte! Tunge eders stolte Vinger!
Vemodsfyldte eders Øjne, Mundens Krusning længselsfuld!
Kom! Og lad os samles, Venner, her i Aftensolens Guld,
medens Efteraarets Bier sidste Høst til Kuben bringer!
Husk vor Mindefest i Aften! Værdig Fest blandt magre Fester!
Magre var de Gravølsdage, hvor kun Vinen vakte Sang!
Men idag kan Hjærtet svulme i sin egen sære Trang
og i Verset knytte Rytmeneg til Høstfest for vor Mester!
Ja, vor Mester! Han, som fulgte stolt sit Lunes stolte Bane.
Han, hvis Vinger hastigt voksed’ til en mægtig Svaneham.
Og han svang sig højt mod Solen fra de Fædres Andedam,
længselsvaagen, elskovsvimmel, som en stor og snehvid Svane.
Og hans Sange — varme, gyldne! Ja, som glemte store Minder,
disse Rytmer, hvor de kalder! Og de vaager om hans Navn!
Og de kalder paa vor Ungdom, der er syg af Sorg og Savn,
og de synger om en Himmel, der er blaa, mens Solen skinner.
De er stærke, hine Sange, af saa sommergyldne Glæder!
Denne Glæde, den var eders! I var glade selv en Gang!
Der staar Taarer i jert Øje, naar I tænker paa hans Sang!
Ak, men vintertrætte Venner, kan det nytte at I græder?
Ak nej, Graaden gør kun fattig. I skal være foraarsrige!
Og en evig Ungdoms Roser skulle kranse eders Haar.
Eders Sange skulle blomstre! Og en gylden Rytmevaar
som en varm og duftfyldt Bugnen over tørre Egne stige!
Men beskæmmede I græder . . . . I bør synge hine Sange!
Ak, med Vemod vil de liste sig i eders Sjæle ind.
I bør nynne dem saalænge til de vokser i jert Sind
og til tusind muntre Rytmer eders eget Øre fange.
Da vil glade Sange lyde langs de vinterøde Veje,
da vil Slægten kranse eder, der har lyttet til dens Tarv.
Og da hæver I vor store og vor muntre Mesters Arv,
I, som selv har faaet Morgenskærets dyre Guld i Eje.