Et Aar er det siden, et eneste Aar! —
forsvundet som Bølgeskummet; —
men Ingen fatter og Ingen forstaar,
hvad det eneste Aar har rummet. —
Han stod iblandt os saa stolt og saa mild:
saa frejdigt han løfted sin Pande;
vi saa, han var født og baaren til
at værge for Danmarks Lande.
da jublede Stor og Liden;
da turde vi byde Fjenden Trods; —
et Aar, kun et Aar er det siden! —
Vinden suser paa Heden i Høst,
og Taagerne ruge saa kolde;
der hvisker i Natten en Aanderøst
hen over de sløifede Volde:
Dengang jeg kom til de Dødes Stad,
der sad alle Danmarks Konger paa Rad.
Op da rejste sig Alle paa Stand,
de spurgte om Nyt fra Danmarks Land.
Jeg svared: »Vort Led er i Lave hængt,
Volden er bygget, og Porten er stængt.
Dannebrog vajer med Sejerskrands;
Dannemarks Krone staar frisk i Glands.
Dannerkongen bor trygt og godt
blandt frie Mænd i sit aabne Slot.
Dannemarks Land er med Loven bygt;
den ringeste Mand lever frit og trygt;
Det Sidste, der for mit Øre lød
var Folkets Sorg ved Kongens Død.« —
Kongerne lytted i Dødens Palads,
de bød mig den bedste Hædersplads.
Men i Midnattens Stund blev min Længsel stærk:
jeg maatte se til mit Kongeværk. —
Jeg kender Skov, og jeg kender Strand:
jeg kender dog ikke mer mit Land.
Jeg leder nær og jeg leder fjern
om Volden, jeg rejste til Landeværn.
Jeg leder om Høj og Mindesten,
der stod over faldne Heltes Ben.
Jeg ser de fremmede Røveres Hær;
men ingensteds blinke de danske Sværd.
Er Dannebroge nu krøbet i Skjul
for Tydsklands graadige Aadselfugl?
Mit Folk! har du mistet dit Mandemod,
fordi du misted din Høvding god?
Hvordan har du værget din egen Tarv?
hvordan har du vogtet min Hædersarv?
Tør du ej værge din Odel med Sværd,
da vorder du aldrig Friheden værd.
Jeg faar ikke Fred i Gravens Skød,
mens Danmark ligger i Skændselsnød.
Jeg kommer igen i Midnattens Stund
og skræmmer dig op af det dorske Blund,
og peger paa Hæderens Krands, vi vandt,
og paa Heltenes dyre Blod, der randt,
og trykker dybt i din Sjæl en Braad,
der driver dig frem til mandig Daad, —
indtil i den rette Stund og Tid
jeg ser dig med Haand paa Sværd til Strid, —
indtil du faar vasket den Plet af dit Skjold
og frelst dine Børn af Fjendevold!