For Danmark
(Den 7de December 1864.)
(Den 7de December 1864.)
Blev nu til Spot dine tusindaars Minder?
er dit Sværd nu brustent og plettet dit Skjold?
blev dine Mænd nu til klagende Kvinder?
trampe dine Fjender den sløifede Vold?
Er nu paa Sange din Bøgelund tom?
maa vi nu blues med Blikket mod Jorden
ved hver en Tone, der minder os om,
at du var Dronning i Norden? —
Svigtet af Venner og svigtet af Frænder, —
hver en Stjerne skjult i den bælmørke Nat, —
Banneret baaret af famlende Hænder: —
havde baade Himmel og Jord dig forladt?
Slangen, du fostrede selv ved din Barm,
frem af sin Hule sig snigende voved,
sløved dit Værge og lammed din Arm,
bøjed i Støvet dit Hoved.
Skibet er strandet; — saa lad os da bjerge
rask igennem Brændingen Alt, hvad vi kan
Viljen, der mægter vor Frihed at værge,
Troskab indtil Døden mod Fædrenes Land,
levende Haab, der kan svinge vort Flag,
dødeligt Had, der kan hvæsse vor Klinge,
klippefast Tro paa den Fremtidens Dag,
der skal Genfødelsen bringe!
Lad os da vente og ikke forsage,
agte paa de varslende Tegn under Sky,
bære de tunge Forsmædelsens Dage: —
atter skal i Danmark en Morgen dog gry;
kommer da Luftningen frisk over Strand,
ruller da vældigt den vækkende Torden,
da skal du atter, mit Fædreneland,
løfte dit Hoved fra Jorden!
Da skal du se dine Sønner staa rede,
og da skal den hvislende, giftige Snog,
som nu tør frækt sig i Solskinnet brede,
flygte for dit Blik til den mørkeste Krog.
Da skal dit ældgamle Banner paany
vinke til Sejer de Faa mod de Mange,
og da skal atter blandt Sværdenes Gny
runge de frejdige Sange.