Tiden ruller sit knusende Hjul;
Aaret vil ty til Nattens Skjul.
Det sniger sig bort paa flygtende Fod,
betynget med Brøde, besmittet med Blod.
Men aldrig glemmes den Skænk, det gav;
for Dannemarks Held det grov en Grav. —
Og skal vi nu kaste Graven til
og sukke: »Det ske, som Herren vil?« —
O, brug ej daarlig et helligt Ord;
Gud vil ikke Svig og Vold og Mord.
Og Fejghed og Dumhed og Rænkespil,
det er ikke det, Gud Herren vil.
Naar et Folk staar op som en eneste Mand
og hævder sin Odel og værger sit Land
Og værner om sine Fædres Arv
og vogter Børnenes Ret og Tarv
Og sætter saa Gods og Blod paa Spil,
da tør det sige: «Ske, som Gud vil!«
Alen naar det blunder i Trygheds Døs,
da slippes de mørke Magter løs,
Og taaler det Splid i sin egen Lejr,
da fanger det kun en stakket Sejr,
Og naar det famler med raadvild Aand,
da gives det hen i sin Fjendes Haand;
Da vinder Døden og Mørket sit Spil;
det er ikke det, Gud Herren vil. —
Stirrer du, Danmarks Folk i din Nød
mod Aaret, der stiger af Nattens Skød?
Se du kun fremad uden Gru,
med mandig Vilje, med frejdig Hu!
Magten kan trampe dig ned i Blod;
men til Skændsel og Trældom er du for god.
Gud Herren har døbt dig med Smertens Daab
men han døber til Tro, han døber til Haab.
Tør du kun tro, da har du Trøst;
din Skæbne bor i dit eget Bryst.
Vaag og bed, mens Natten er lang,
og vær beredt, naar det gryr engang.
Vær tro mod dig selv, mod dit Navn, din Æt,
din ældgamle Hæder, din Tusindaars Ret;
Og kommer da Timen, og staar du fast,
og sætter Alt paa det sidste Kast:
Da slaa kun trøstig din Lid dertil:
Det gaar dog tilsids, som Gud Herren vil!