† Nis Lorentzen
1860
1860
Lad ham hvile; han er træt;
lad den gamle Stridsmand blunde;
han kan hvile sig med Ret;
han har kæmpet, mens han kunde;
han har staaet mangen Dyst
stærk og stolt, med oprejst Pande,
vendt mod Faren frem sit Bryst
som et Fjeld i stride Vande.
Tro som Guld og haard som Staal,
mandigt løfted han sin Stemme,
værged for sit Modersmaal,
vilde fremmed Skik ej nemme;
fast han stod for Folkets Ret,
trodsed Haan og Had og Vrede; —
lad ham hvile; han er træt;
han har baaret Dagens Hede!
Men fra Graven gaar en Røst,
som os varsler, som os vækker:
Endt er kun den første Dyst;
slutter tæt de faste Rækker.
Tordenskyen er paa Vej;
Ingen ved, naar Lynet flammer;
holder Vagt og sover ej!
flux paafærde, hvor det rammer!
Fædres Arv og Ejendom,
som den gamle, gæve Skare
uforsagt har værnet om,
skal nu denne Slægt bevare;
lover da med Mund og Haand
at staa fast i Tider tunge,
at den stærke Gamles Aand
ej skal blues ved de Unge!
I din Jord, o Fædreland,
lad din Søn nu Hvile finde!
du skal værne, tro som han,
om hans Grav og om hans Minde!
han var din, mens Hjertet slog;
han har værget for din Ære;
derfor i din Mindebog
skriv ham ind blandt dine Kære!