Lad ham hvile! han er træt;
lad den gamle Stridsmand blunde!
Han kan hvile sig med Ret;
han har kæmpet, mens han kunde;
han har staaet mangen Dyst,
stærk og stolt, med oprejst Pande,
vendt mod Faren frem sit Bryst
som et Fjeld i stride Vande.
Tro som Guld og haard som Staal,
mandigt løfted han sin Stemme,
værged for sit Modersmaal,
vilde fremmed Skik ej nemme;
fast han stod for Folkets Ret,
trodsed Haan og Had og Vrede.
Lad ham hvile! han er træt,
han har baaret Dagens Hede.
Men fra Graven gaar en Røst,
som os varsler, som os vækker
Endt er kun den første Dyst;
slutter tæt de faste Rækker!
Tordenskyen er paa Vej;
ingen ved, naar Lynet flammer.
Holder Vagt og sover ej!
fluks paa Færde, hvor det rammer!
Fædres Arv og Ejendom,
som den gamle, gæve Skare
uforsagt har værnet om,
skal nu denne Slægt bevare.
Lover da med Mund og Haand
at staa fast i Tider tunge,
at den stærke gamles Aand
ej skal blues ved de unge!
I din Jord, o Fædreland,
lad din Søn nu Hvile finde!
du skal værne, tro som han,
om hans Grav og om hans Minde!
Han var din, mens Hjertet slog,
han har værget for din Ære.
Derfor i din Mindebog
skriv ham ind blandt dine kære!