Edvard Lembcke (1815–97)

Kongen raader for Danmarks Rige; han bærer Kronen af Guld;

hver ærlig Mand i Danmark er Kongen tro og huld.

Den holdt i tusind Aar; saa stolt og fri er Dannemarks Krone.

Af Folkets Kraft er Kronen støbt; indviet er den af Gud;

ved den skal ingen Fremmed røre og byde os Herrebud.

Den holdt i tusind Aar; saa stolt og fri er Dannemarks Krone.

Den tydske Kejser greb derefter: det var ham for højt et Maal;

han tog den ikke med Herreskjold, ej heller med Handsker af Staal.

Den holdt i tusind Aar; saa stolt og fri er Dannemarks Krone.

Gud naade den, der tigger om Hjælp og lider paa fremmed Magt!

naar Kongen løfter Danmarks Banner, er danske Mænd hans Vagt.

Den holdt i tusind Aar; saa stolt og fri og Dannemarks Krone.

Naar Kongen tør for Danmarks Ære staa fast med frejdigt Mod,

da skal for ham de danske Mænd ej spare Gods eller Blod.

Den holdt i tusind Aar; saa stolt og fri er Dannemarks Krone.

Saamangen Krone brast isønder, mens Lykken den drev sit Spil;

i tusind Aar har Danmarks holdt; den holder saalænge Gud vil.

Den holdt i tusind Aar; saa stolt og fri er Dannemarks Krone,

Gud sende Kongen mange Dage og Held til al hans Færd!

Gud lægge sit Raad i Kongens Raad og Sejer i Kongens Sværd!

Den holdt i tusind Aar; saa stolt og fri er Dannemarks Krone.