Edvard Lembcke (1815–97)

Se, den lange Strid er endt,

Livets tunge Strid med Døden;

Herren har sin Engel sendt;

han har ført ham ud af Nøden.

I den sommergrønne Dal

skal han sødt og roligt blunde

og forglemme Dødens Kval

under Ly af svale Lunde.

Mange har du, Fædreland,

som du stolt kan Sønner kalde;

mere trofast dog end han,

det var Ingen af dem alle.

Al din Sorg og al din Lyst

har han rummet i sit Hjerte:

lad ham ved dit Moderbryst

hvile ud fra Livets Smerte!

Ved dit Billed hang hans Blik,

for hans Øre lod din Stemme;

hver en Kraft, af Gud han fik,

skulde kun din Ære fremme.

O, lad om hans Hvilested

al din Sommers Pragt sig slynge,

og lad om hans Kærlighed

alle dine Fugle synge!

Bær ham til den stille Grav;

læg ham hos hans Hjertes Kære;

giv til Jorden, hvad den gav;

vort skal dog hans Minde være.

Ingen Svig var i hans Mund,

i hans Sjæl var kærlig Varme;

derfor vil i Dommens Stund

over ham sig Gud forbarme!