Med Haaret redt tilbage
fra klar og hvælvet Pande
sidder hun tavs og drømmer
ved solbelyste Vande.
Nøgen er hun som Havet,
hun ser om Jorden spænde.
Den Favn, som Solen kysser,
skal ingen Blusel brænde.
Et Smil paa Læben blunder,
af bløde Buer baaret.
Evige Somre blaaner
i Blikket himmeldaaret.
Mod hendes Lytten Livets
forrykte Melodier
klinger i simpel Storhed
som fjerne Harmonier.
Hun ænser ej sin Samtids
de larm-forrevne Døgne.
Tusindaarene vugger
som Dis for hendes Øjne.
Om Hjerters Elskovssukke
faldt hende varmt for Fode,
vilde hun Hjerter plukke
som Blomster op med Rode.
Mens rastløs Tiden strømmer
om Verden timetalrig,
sidder hun tavs og drømmer,
drømmer og vaagner aldrig.