Lad Danmarks Flagstang staa i Danmarks Rige!
Hør det i alle Hjørner, alle Kroge!
Fik Armods Aag en Broder til at vige
fra Danskes Vej — maa alle Danske sige:
"Vi vil staa Vagt om dig og Dannebroge!
Forskriv ej danske Marker, danske Enge,
din danske Sjæl — for andre Magters Penge!"
Vi praler ej, og ingen vil fortørne
en Nabo, ej i Nord og ej i Sønder.
Men er vi kun en Spurv imellem Ørne,
vi elsker vort til hvert et Verdenshjørne,
fra Hav til Hav, fra Skagen og til Tønder.
De andre elsker deres — det forstaar vi!
Hvis vort vi elsker mindre — da forgaar vi!
Og det skal Sønderjyllands Bønder vide:
Vi nord for Aaen har kendt bedre Dage,
men naar de vil med os mod Nøden stride,
vi vil som de vor Del af Nøden lide,
ét Folk vi er med fælles Fryd og Plage.
Vi hjælpes ad, naar vi af Byrden trykkes!
Vi glædes sammen, naar vor Gerning lykkes!
De har holdt ud, som faa i Verden kunde.
Da de kom hjem med deres Land og Byer,
da flaged Bakker, Sletter, Sø og Sunde,
vi sang af Fryd, som Nattergal i Lunde,
og traadte Drømmedans paa Sommerskyer.
Er Glæden svunden, naar i Hverdagsklæder
vi ud til Dagligdagens Arbejd træder?
Nej, Glæden lever, selv om Graavejrs-Syner
har lagt sig for en Tid langs Himmelranden,
og naar vi nu gaar ud og Vinden tryner,
en Dag det sner, en Nat maaske det lyner,
saa staar vi lidt og tager os til Panden;
men har vor Haand langs Pandefuren strøgen,
paa ny vi venter Solen over Højen.
Fra Arilds Old har vi haft Tro paa Kræfter
med evig Fremtid i vor Folkestamme.
Det blev en Skat, vi vogted siden efter,
om end vi Drager saa med Kløer og Kæfter.
Vi haaber, Troen aldrig staar til Skamme!
Det er som om vort Flag vi hører sige:
Lad Danmarks Flagstang staa i Danmarks Rige!