En tidlig Formiddag brød jeg op fra Luzern. Jeg satte mig i et Kupehjørne og beredte mig til at fare igennem Højalperne, Hjertet af Schweiz, for at holde mit Indtog i Italien. Toget begyndte sit Verdenstempo, og jeg sad halvt i Drømme og nød den store herlige Vierwaldstättersø, som jeg førtes forbi. Da jeg befandt mig mellem Nordspidsen af denne og Vestsiden af Zuger Sø genopfriskede jeg Mindet om Vilhelm Tell, der med sin Pil skød Æblet af sin Søns Hoved, men endda havde en Pil i Beredskab for den Mand, der tvang ham dertil. Det var saadan en hjemlig Ide.
Palnatoke havde jo gjort det samme, men Tell kunde saa sige med Peer Gynt:
"Mig som ham.
Sligt kan mer end eengang hændes."
Toget kredsede foreløbig stadig om Rigibjerget. Fra dets Kulm havde jeg set ind i Alpeverdenen, nu skulde jeg suse tværs igennem den. Intet Vidunder paa den vide Jord kunde være større.
Maaske med Undtagelse af at se denne højere Verden fra en af de allerøverste Tinder. Men jeg var sikkert for dybt nede fra til at turde komme saa højt op. Jeg vilde der have alle Betingelser for at falde ned med et Stjerneskuds Fart eller jeg vilde hænge med stive Øjne i den nederste Ende af Førerens Tov med Sjælen fyldt til Bevidstløshedens Rand af overjordisk Rus og Rædsel. Men i Tanken! Der kunde jeg rumme den ene Halvkugle i et Blik. Der kunde jeg føle mig som en lænkeløs Prometeus og spotte Ørnen.
Forøvrigt: hvormange Turister havde ikke besteget farlige Tinder, der stak som Bespottelser ind i Himlens aabne Ansigt uden at det var til at mærke paa deres Turistsjæl, naar de kom ned. Lidt Sportspral! Det var al den Ild, de bragte med sig ned fra Himlen.
Det var nu ingenlunde kedeligt at se Alperne nedefra. Toget for gennem herlige Kløfter og Dale. Og Gang paa Gang passeredes Reussfloden, hvis glasgrønne Strøm blev mere og mere rivende, jo mere vi hævede os op i Højlandet. Den skummede af Sted ned ad Bjergsiderne. Solen steg højere og højere og blev mere og mere straalende. Nu og da saa jeg op gennem en Kløft og var lige ved at falde paa mit Ansigt ved Synet af en Gletscherkam med Tinder og Takker, der laa fjernt oppe under Solen og næsten ludede hen over mig. Hvilke Dansegulve for Solstraaler og Luftaander, disse evige Snemarker.
Lige overfor mig ved Vinduet sad en foroverbøjet gammel Mand med Hatten ned i Panden og en sort Klap for det ene Øje. Hans Mund var næsten skjult i et langt Fuldskæg. Dragten var uden Laser, men saa ellers noget falmet og blankslidt ud. Han sad og passede sig selv og lod til at være kendt med Ruten, thi han saa kun sjældent ud ad Vinduet. I Begyndelsen lagde jeg ikke videre Mærke til ham, jeg var altfor optaget af de Vidundere, jeg stadig passerede. Men efterhaanden fangede han mere og mere min Opmærksomhed. Jeg skal ikke kunne sige, hvad det egentlig var i hans Væremaade, der virkede paa mig. Det kom mig for, som havde jeg set ham før, engang i en fjern Fortid. Maaske da jeg var Dreng.
Havde han ikke besøgt min Bedstefader en Sommereftermiddag og siddet og drøftet hundredaarige Erindringer med ham? Men det var jo utænkeligt. Saa kunde han umuligt være levende endnu. Og paa Rejse her i Schweiz. Nej, det var utænkeligt. Kanske lignede han tilfældig en eller anden gammel Limfjordsfisker fra Pulsvaadtiden.
Ligemeget. Hans Tilværelse kunde paa ingen Maade komme mig ved. Jeg saa atter ud gennem Vinduet. Langt nede saa jeg en Bil. Kanske ogsaa den skulde til Italien! Det maatte være herligt at ture rundt paa en Bil i disse fantastiske Regioner, hvis man havde en sikker Chauffeur. Aa — denne gamle. Jeg kunde mærke, at hans ene Øje gloede paa mig, naar jeg saa bort fra ham. Var det maaske en gammel durkdreven Tyveknægt, der sad og grundede over, hvor dum jeg kunde være, sad og lurede paa en Lejlighed til at snappe min Bagage? Det skulde han ikke blive synderlig velhavende af. Jeg fik Mistanke om, at baade Øjeklappen og Fuldskægget var falsk Staffage, som kunde skiftes inde paa Toilettet, naar Kuppet var fuldført. Kunde han se paa mig, at det var første Gang, jeg var paa en længere Rejse? Ja naturligvis røbede jeg mig ved min altfor store Interesse for de Naturens Overraskelser, jeg mødte. Jeg vendte mig atter mod ham, og hans seende Øje syntes at krybe langsomt tilbage i Hovedet paa ham og antage et mer og mer intetsigende Udtryk.
Jeg rømmede mig. Jeg maatte have lidt Rede paa ham, høre Lyden af hans Stemme. Jeg tog mig sammen og bukkede: "Bitte! Sprechen Sie Deutsch?" Han nikkede udtryksløst, men bevægede ikke Læberne. Var han maaske bange for at Skægget skulde falde af? Nej men der var naturligvis heller intet at svare paa. Det var jo et fjollet Spørgsmaal. En gammel rejsende i det tyske Schweiz. En Mand, der vel blot skulde med til næste Station. En stærkt bedaget Bonde fra en eller anden Alpekrog; maaske havde han en Søn eller Slægtning i Luzern. Hvad ved jeg og hvad angik det mig. Jeg kunde se paa ham, at han ikke vurderede mig højt. Naa ja ja. Det blev jo ogsaa hans Sag. Jeg vendte mig atter mod de forbifarende Bjerge, søgte at isolere mig fra ham. Men straks mærkede jeg, at det gamle Øje igen krøb frem imod mig lige som en Snegl, der vover sig lidt yderligere ud af Huset. Jeg forsøgte mig med Hængekæber og sløvt Blik, blasert.
Men Pokker staa i den indtørrede Ræv, om han ikke forlængst var klar over mig. Han holdt altsaa Øje med mig. Vel — jeg skulde saagu nok faa ham til at røre Tungen. Jeg spurgte, om han var kendt med disse Egne. Han nikkede igen, vissent, men ikke uvenligt. Han holdt aabenbart ikke af unødig Snak. Eller maaske han var saa gammel at han ligefrem skulde træne sig til at tale. Munden var jo næsten begravet i Skæg. Jeg spurgte, hvad disse Tinder hed derhenne i Sydvest. Han forlængede sit Øje lidt i den angivne Retning, aabnede langsomt Skægget og sagde lavt: "Rhone Gletscher". En underlig Stemme. Som fra en anden Jord og en anden Tid. Nok tydelig, men fjern, saa fjern, med et Slør over.
"Saa kan der jo ikke være langt til St. Gotthard," bemærkede jeg.
"Nej. Ikke saa langt." Jeg spurgte, om han kendte Strindbergs Fortælling "St. Gotthard".
Historien om Italieneren, der var med til at gennembore Tunnelen, borede Aar efter Aar, fordi han elskede en smuk Pige paa den tyske Side, en smuk Pige, til hvem han havde sagt, at han vilde have hende, om han saa skulde gaa gennem Bjerget for at komme til hende.
Nej, den gamle kendte ikke Historien. Han fulgte aabenbart ikke med i den moderne Literatur.
Jo — Italieneren borede sammen med mange andre fra Syd, Tyskerne fra Nord. De skulde mødes inde i Bjerget. Italieneren blev den første, hvis Bor rendte gennem Skillevæggen. Han fik 10.000 Lire og den tyske Pige. Nord og Syd mødtes, faldt hinanden om Halsen.
Endelig, efter mange Aars Forløb. Det var en smuk Historie.
"Aa ja ja," bifaldt den gamle og grundede lidt. "Og symbolsk. Nord og Syd mødes. Ja, den ene Gang falder de hinanden om Halsen, den anden Gang vrider de Halsen om paa hinanden." Der trak en hæs Lyd op i ham, som naar et gammelt Ur falder til Slag. Det blev til Latter — omsider.
Nu var han kommen paa Gled, den underlige gamle. Hans besynderlige Øje dæmrede og blev en Kende større, forekom det mig. Han sagde: "Hør nu, De. Om lidt render vi ind i det lange Borehul, ind gennem Bjerget. Hvem tror De har lært Folk at gennembore Bjerge.
Jeg." Nu udfoldede han sig. Hvad skulde det nu blive til? Var han en gammel Ingeniør?
"Jeg. Hørte De det? Ogsaa jeg borede mig gennem Bjerget for en Tulles Skyld — naturligvis. For en Piges Skyld, ja, delvis. Hun laa og rugede over tre Tønder Mjød, som jeg vilde have fat i.
Selvfølgelig tog jeg Pigen med. Ha ha ha. Nord og Syd mødtes ogsaa den Gang." Han frembragte en Slags Kysselyd inde i Skægget.
"De gør mig nysgerrig," sagde jeg. "Borede man allerede Tunneler i Deres unge Dage?" "Man? — Nej Ormen eddergale mig: jeg! Jeg gennemborede Bjerget — alene Mand." Der spøgte noget i min Hjerne om et eller andet gammelt Sagn. Men hvad var det for noget forrykt Snak? Gik Manden i Barndom? Jeg kunde ikke styre mig længere. Jeg maatte have at vide, hvem jeg havde den Ære at tale med. Under passende Formaliteter bad jeg ham sige mig sit Navn og sin Stilling. Jeg sagde, at han mindede mig om Typer, jeg kunde erindre fra min Bedstefars Tid.
Hans Skæg bredte sig til et Smil. Hans Øje kom temmelig langt frem: "Deres Bedstefars Tid. Aa ja. Deres Bedstefar i fem og tyvende Led eller saa. Der er tykt Mos paa de Tage, der blev lagt i min Velmagt." Det maatte være, som jeg formodede. Manden var lidt fra det. Han havde aabenbart overlevet sig selv. Men kedelig var han ikke.
"De er nysgerrig. De vil vide, hvem jeg er. Ja, det burde De i Grunden vide. Men kan De hverken ane eller gætte det? Jaja! Saa faar jeg jo sige det. Nogle kaldte mig Sidhat, andre Sidskæg.
Ravnene har jeg med mig. De ligger udstoppede i min Kuffert." Jeg snappede efter Vejret. Skulde jeg være falden i Søvn. Drømte jeg Tiden væk her, paa denne enestaaende Alperejse? Var det hele maaske en Drøm? Laa jeg hjemme i min Seng og skulde maaske slet ikke til Italien?
Den gamle morede sig øjensynlig over min Forvirring: "Lad være med dette aabne Ansigt. De kan vel nok huske lidt om mig. Hernede kaldte man mig Wodan." Jeg brast i en noget vildsom Latter.
"Undskyld mig, høje Gubbe! Men jeg er ikke Romantiker." Det maatte altsaa være som jeg havde anet. Den gamle gik i Barndom.
Han var uskadelig smaatosset. Men lad gaa. Hvad nyttede det at modsige ham?
"De tror, jeg holder Dem for Nar," fortsatte han. "Hvorfor dog?
Er jeg den eneste virkelige Olding? Har De aldrig hørt Tale om Jerusalems Skomager?" "Jojo. Ham kender jeg godt." "Kender De ham?" "Javist ja. Jeg mødte ham en Nytaarsaften, han sad paa en Plov i Maaneskin." "Fenrir hule og hakke mig," hvæsede den gamle saa Fuldskægget flagrede som for en Nordvestvind. "Tror jeg ikke De Grønskolling prøver at holde Halløj med mig. Skal jeg vise Dem Vejen til Jaatunhejmen? Eller Trapperne til Niflhel?" Det saa uhyggeligt ud. Hans Øje truede med at springe i Hovedet paa mig. Men Pokker være med det. Skulde han blive helt bindegal kunde jeg vel faa fat i Konduktøren eller faa Bistand af andre medrejsende. Nogle var allerede rykket nær og sad og flirede ad vor Samtale.
Jeg smilede uskyldigt og spurgte: "Hvor agter De Dem da hen nu, Hr. Odin, for De er vel, ikke paa Pilgrimsrejse til Rom i Anledning af det hellige Aar ligesom Halvdelen af de andre Rejsende?" Han spyttede foragteligt og svarede ikke.
Vi tav lidt. Saa spurgte jeg: "Hvordan er De bleven saa kendt med Egnen her? Jeg troede Valhal laa meget længere nordpaa." Han kiggede gennem Kløfterne op til Gletscherne.
"Det er jo mig, som er Ophavet til det hele. Det var mig, som skar for, da vi slagtede Urtrolden Ymir, der laa og fyldte den halve Verden. Det var netop her, det foregik. Kan De ikke kende det endnu paa disse Bjerges Form? Det er hans knækkede Rygrad, der ligger strøet rundt omkring, og hans Tænder. End ikke Fenrir har en Tandrække saa forfærdelig." Jo — der var et Øjeblik, jeg næsten troede hvad han sagde.
Men da jeg fik tænkt mig om og knebet mig i Armen spurgte jeg atter om hans Ærinde hernede.
"Det kunde jo næsten være Dem ligemeget. Men det er saamæn ingen Hemmelighed. Asgaard er til Rotterne for mange Hundrede Aar siden.
Den er slet ikke til at kende igen. Og som Guder er vi jo afsatte. Det er gaaet saadan tilbage med os, at Lokes Unger ikke en Gang gider opføre det Ragnarok, som de spaaede os. Jeg har intet at forslaa Evigheden med. Den Gang jeg havde Skjaldemjøden kunde vi dog holde Humøret oppe. Men det meste af Mjøden har jeg forlængst drukket. Saa faldt Tønderne i Staver og de sidste Slatter drevlede ud. Det har Poeterne hernede ligget og slikket op i Rendestenen. Velbekomme. Men som sagt: Det hele er væk. Og nu leder jeg efter min gamle Jættetøs igen. Kanske hun har en ny Forsyning. Men hvor er hun? Nu da Alverden har hugget min Ide og boret Huller i Bjergene, kan jeg ikke finde mit eget Borehul. Det er det, jeg rejser rundt og leder efter." "Nej tænk," ytrede jeg, "jeg rejser akkurat i samme Ærinde. Efter en ny Bryg af Skjaldemjøden." Den gamle Særling smilede i Skægget: "Lykke paa Rejsen da! Og hvis De træffer Gunnlaad, saa hils hende fra Deres Fædres Gud og bed hende levne lidt til mig ogsaa." I det samme fór Toget ind i den 15 Kilometer lange Tunnel. Fra straalende Sol og Bræ-Glans i Luften pludselig ind i elektrisk Mørke. Jeg tog mit Lommeur frem for at maale Tiden nøje, Varigheden af Rejsen i Jordens Indre, ligesom man iagttager Tiden for Himmellegemernes Formørkelse. Det Meteor, som førte mig, var formørket nøjagtig 14 Minutter.
Da vi suste ud igen ved Airolo paa Sydsiden af St. Gotthard (som nu hed San Gottardo) og mine Øjne atter havde indrettet sig paa Overgangen fra elektrisk Pære til Sol, var den gamle til min store Forundring sporløst forsvunden fra Kupeen saa vel som hans Kuffert med de udstoppede Ravne. Kanske var han bleven træt af min Passiar og havde valgt sig en anden Kupe, hvor han kunde sidde i Ro med sine Fantasier.
Næste Dag kørte jeg videre sydpaa langs Toscanerhavets Kyst. Det var i Begyndelsen af Oktober, men Himlen og Jorden straalede som hjemme ved Midsommer, og Formiddagssolen over det flimrende Hav tændte nye Verdener af Sommerdrømme i Bevidstheden. De bestraalede Sjælen med dobbelt Styrke, fordi de havde Mindet om det danske Solskins Oktobervemod som Baggrund.
Der dukkede efterhaanden Klipper op. Vilde Skrænter ud mod Havet.
Og snart maatte jeg mindes min besynderlige Rejsefælle fra den foregaaende Dag. Thi nu gik det løs med gennemborede Bjerge i Hobetal. Hvis virkelig Odin besøgte Verden igen, vilde han i Sandhed faa Møje med at finde sit gamle Borehul. Ind i Natten og ud i Dagen! Saaledes gentog det sig ustandseligt, mens vi rejste langs med det toscanske Hav.
Vi fór en Gang ud af en af disse Tunneler og jog langs en straalende Sommerstrand. Og se! Der laa jo Gunnlaad i al sin unge Pragt. Lige steget op af Vandene, i vaad blinkende Badedragt, der udraabte alle hendes Formers Hemmeligheder. Og over de gyldne Bølger hoppede Ild-Sommerfugle i Dans ved hendes Fødder, som var det selve Skjaldemjøden, der fyldte den lille Bugt. Hallo Odin!
Frem med Søgeøjet! Men du forsvandt jo allerede i det første Borehul. Og du tilgroede Olding kunde saamæn ogsaa spare dig Ulejligheden. Gunnlaad har sikkert kastet sig i Armene paa yngre og lystigere Aser siden din Tid. Den store solbrune Tøs saa op mod Toget med et mørktskinnende Latterblik og rullede sig over paa Maven. Nej se, der var een til. Selvfølgelig. Det var vel ikke Jættepigen selv men nogle af hendes runde glatte Unger med Smilehuller og Hagekløfter. Og der kom Bølgen og smed en slank og kaad Yngling tæt ind til Stranden. Pludselig bag en Brink dukkede en hel Rede fuld af Badepiger frem, en lille Ormegaard af blottede Arme. Saa for Pokker! Nu forsvandt det hele. Vi skraldede ind gennem en ny Fjældknokkel og fik Hjernen fuld af Mulm, dog i de første Sekunder med en døende Lysning af Solflimmer og sød Erindring.