Vintermørket nærmer
nu sig Danmarks Rige.
Sol er vandret sønden
for vor Klodes Midte.
Aarets andet Jævndøgn
er forbi. Og Natten
dvæler nu i Danmark
mer end Dagen dvæler.
Nattehimlen sortner,
staar med skarpe Stjerner,
onde Vinde suser
ind med onde Drømme.
Kulden bider Kinden,
alle Frugter falder,
Løvets Farvepragt er
Dødens Kongekaabe.
Snart skal Mørket hyle,
isnet, stjernespiddet.
Landets frosne Skrænter
staa som Fjældets Vægge.
Snart skal Vintermaanens
gyldne Genfærds-Lysen
skinne som en Guddoms
Smil ved Marterpælen.
Solen gaar mod Syden.
Nattens kolde Nordlys
breder sig paa Tronen
for de lyse Nætter.
Sommertidens Fugle
fór i mørke Skarer
bort til Syd og Solskin,
flimmerstænkte Floder.
Sol og Syd. Jeg kommer,
flyver fra min Rede,
fra den kolde Limfjord
ned til Middelhavet.