Han lytted til Suset i Rugens Vang
og spejded mod Høstens Stjerne.
De Toner, der bar hans Digt og Sang,
de søgte til Folkets Kerne.
Og Tonerne bar den lyse Tro,
at alt, som har Liv, skal mod Solen gro.
Og varsomt han lytted til Sagnets Ord
og Arven af Folkedrømme,
det Urtidsvæld, der i Sindet bor,
det lod han i Sangen strømme.
Blev Hjertets Kilder af Mulmet fri,
da spejled vel Himlen sin Glans deri.
Han søgte Livet ved Livets Rod
og sang med Naturens Tone;
og Sangen gav Genlyd i Folkets Blod
og Kræfter til Livets Krone.
Nu stiger Sangen fra Hyttens Dør,
hvor ofte dens Vinger laa stækket før.
Fra Arilds Tid steg den ædle Sang
mod Loft i de høje Sale.
Og skønne Drømme fra Læben sprang
til Kvidder af Nattergale.
Han bød enhver af sit Folk til Gæst
ved Sangens løftende Foraarsfest.
Nu løfter hans Sang sig fra Mark og Skov,
fra Torv og Gade og Gyde,
fra Hammer og Høvl, fra Harv og Plov,
fra Øbo saa vel som Jyde.
Og alle nu mødes i fælles Sag
med Hyldest til ham paa hans Hædersdag.