Thøger Larsen (1875–1928)

Din Barndom er runden ved Karup Aa,

hvor Køer i blomstrende Enge laa,

      hvor Skyer sig spejled

      og Storkene sejled

og Jorden laa tryg under Himlens Blaa.

Og hvor du dig vendte mod Jordens Rand

gik Plov eller Le over Jydens Land.

      I Himlenes Vidder

      laa Lærkernes Kvidder,

smaa syngende Fnug under Solens Brand.

Og Bønderne saa du fra Vest til Øst,

fra Gaard og Hytte, fra Vaar til Høst

      til Arbejdet træde

      i Sorg eller Glæde,

med smilende Mund eller Mulm i Røst.

Du selv var paa Marken som Hyrdedreng

og vogtede Høvder i Mark og Eng,

      saa Lammene hoppe

      med fjedrende Kroppe,

var tidligt oppe og sent i Seng.

Og siden lagde du Haand paa Plov

og styrede Heste med Hyp og Hov, —

      og Le har du hvæsset,

      mens Dugg var i Græsset

og Ræven den røde drog hjem fra Rov.

Saa ofte paa Færde ved Kvæld du var,

naar Maanen sig spejled i Søens Glar.

      du spejded mod Osen,

      naar Konen i Mosen

stod skjult ved det dampende Bryggekar.

Du stundom fik høre i Nattens Blæst,

at Odin kom jagende højt til Hest

      med hylende Følge

      langs Bakke og Bølge,

mens Skyerne kulede op fra Vest.

Naar Heden i Lyset henblaanet saas,

da saaede Loke sin Sæd under Aas,

      og Hekse i Breum

      og Varge i Veum

du kendte — og Trolden i Daugbjerg Daas.

Nu staar du iblandt os som moden Mand.

og Sangene bølger om Folk og Land;

      om Hejmdal med Hornet

      du hører, at Kornet,

du saaede, vokser til Rigets Rand.

Og Sange med Haabets og Mindets Glans

du skænked fra Jul og til Sancte Hans,

      som frodigt os møde

      med Gry og med Grøde,

de suser nu gennem din Hæderskrans.