En lille Halvø strakte sig ud i Fjorden. Den havde ikke mange Beboere, kun et Par Gaarde og nogle Huse, og alting levede sit eget gammeldags Liv derude. Ikke alene var der langt til nærmeste Købstad; der var ogsaa langt til nærmeste Landsby. Vejen ind til andre beboede Egne var ensom og øde og paa et enkelt Sted maatte man passere en Bro over en bred Aa.
I en af Gaardene derude levede en Særling, som gik under Navnet Laang-Jakob. Som Navnet antydede var han høj af Vækst, men han var ikke just ranglet, og betydelige Kræfter havde han. Hans Forældre sad ret godt paa deres lille Gaard, og han var eneste Søn, saa han var altid bleven behandlet nænsomt. Han var ikke meget vant til at staa paa egne Ben, men forlod sig i alle Ting paa sine Forældres Mening, der havde dyb Rod i deres Forfædres Betragtninger gennem mange Led.
Laang-Jakob var allerede op i Tyverne, og Forældrene saa gerne, at han orienterede sig overfor det andet Køn, saa han kunde fortsætte Stamtræets noget tynde Topskud og vedblivende holde Gaarden paa Slægtens Hænder. Den lille lavlængede Gaard havde i et Par Aarhundreder eller saa længe nogen kunde huske tilbage tilhørt denne Familie, Søn efter Fader, der skiftevis hed Anders og Jakob. Den nuværende Anders begyndte at blive stærkt op i Aarene, og hvorledes Laang-Jakob vilde udvikle sig var ikke godt at sige. Til at pløje, harve, slaa og høste var han god nok, naar Faderen bestemte Tidspunkterne og gav sine Forskrifter, men Initiativ manglede han, og nogen Interesse for Sagerne lod han ikke komme til Syne. Kunde han nu faa sig en vaagen og dygtig Kone, saa gik alt vel som det skulde i det gamle Hjulspor, der tabte sin Oprindelse i Arilds Tid.
Herude paa den lille lave Halvø var der ikke nogen passende Pige for Laang-Jakob. Nabogaardens Datter var allerede gift. Hun var ellers en smuk, rund og livsglad Kvinde, der nok kunde være værd at faa bjerget i Hus, men Laang-Jakob havde stadig taget fejl af de rette Øjeblikke og tilsidst latterliggjort sig i hendes Øjne. Nogen Sorg over at hun gik andetsteds hen med sine Yndigheder mærkedes ikke paa Laang-Jakob. Nu var han da fri for at høre mere Snak om hende.
Men inde i Landsbyen var der en Pige, som hed Barbara.
Hun var Datter af Høkeren og et kaad og glubende Pigebarn, der ikke gik af Vejen for noget. Laang-Jakobs Forældre havde henvendt deres Opmærksomhed paa hende som Svigerdatter-Emne. Hun maatte da kunne bløde Laang-Jakob op. Og de havde lagt Mærke til, at hun godt kunde lide den store, stærke Knægt, som var saa underlig sky af sig. Netop denne Egenskab var noget for Barbara at tumle med, thi hun savnede ikke Initiativ. Og engang da gamle Anders havde beklaget sig over Sønnens Træghed og Langsomhed i Vendingen, sagde hun leende: "Send ham en Tur over til mig. Jeg skal nok vække Dosmeren." Gamle Anders tænkte over disse Ord. Barbara var maaske nok en Pige, der vilde slaa adskillige gamle Potter i Skaar i Gaarden, men kunde hun ikke tø Laang-Jakob op, var der vist ingen Udsigter.
Saa en Dag mod Slutningen af Høsten sagde Anders til Laang-Jakob: "Hør, min Dreng. Vi skal snart til at tænke paa at begynde at tærske. Kan du ikke gaa ind til Høkerens og købe en Plejlslagel. Den gamle er revnet og kan ikke holde."
Jo, det kunde Laang-Jakob godt. Han trak i Søndagstøjet, tog sine nye blankpudsede Træsko paa og drev intetanende ad Landsbyen til. Det var en varm Sensommerdag, hvor Verden laa i sin hedeste Glans og opbød sin sidste Kraft for at give Nuet Glød. Det var formelig som Alnaturen spændte usynlige Garn om Laang-Jakob fra Land og Luft og Sø for at bringe ham til en eller anden Daarskab. Han følte sig saa underlig fremmed for sig selv. Paa en Mark kørtes der Korn hjem, og ovenpaa Læsset sad en svulmende Pige og tog mod Neg. Hun sang imellem nogle letsindige Smaastrofer og da hun saa Jakob traske forbi, vinkede hun og raabte: "Ka du ett komm’ herop og hjælp’ mig, Jakob." — "A har eet Staand (Tid)," svarede Jakob, men saa dog op med en usædvanlig Frejdighed. "Ja, a er nu osse færdig," sagde Pigen og lod sig glide ned af Læsset, saa Skørterne gled op og selve Pigen aabenbarede sig til langt over Knæet. Men saadant et Syn taalte Laang-Jakob ikke. Der fôr et hedt Gys igennem ham, næsten en Ængstelse, og han drejede rask Hovedet til den anden Side. Han gik raskere til og fjernede sig fra den letfærdige Tøs, som sendte en Skoggerlatter efter ham.
Da han nærmede sig Landsbyen passerede han en Vig med Vand saa blaat som et Pigeblik. I dette Vand badede to af Landsbyens unge Døtre. Badedragt kendtes ikke paa Landet dengang, og de skønne løb og plaskede i Vand til Knæene. De var fulde af Kælenskab og Kaadhed, og da de saa den dydefulde Jakob slentre forbi, kom den onde Aand over dem, og de vinkede og raabte: "Kom ud til os, Jakob, saa skal du faa en Dukkert." Jakob saa rødmende ned i Jorden og svarede intet. Men saa let slipper man ikke, naar Fristelsens Net er spændt ud. Den ene Pige vadede med vandblinkende Lemmer ind mod ham og raabte: "Nej, nej, søde Jakob. Kom herud, saa skal du faa et Kys." Da følte Jakob sig grebet ved sit Hovedhaar som af en Engels Haand. Uden at se til nogen Side rendte han halvt i Søvne fremad mod Landsbyen. Om saa Fjorden var saa fuld af nøgne Tøse som en Brejle af hoppende Rejer, saa skulde han nok bestaa Prøven. Han saa sig ikke tilbage og kom i god Behold til Landsbyen.
Ved det første Hus mødte han en bredskuldret Karl, som gik under Navnet Ulken og var en stor Fare for unge Piger saavel i de lyse som i de mørke Nætter. Da han saa Laang-Jakob, spurgte han: "Hvor skal du hen, Jakob?" "A skal hen til æ Høkers og kjøb’ en Plejlslavl." "Hold dig fra Barbara, Jakob. Det er et godt Raad til dig, at du ved det. Hun er besat af Djævelen i hele Kroppen, og du ved eet, hvad du udsætter dig for, hvis du giver dig i Lag med hende. Besvimelser, Ligfald, Krampe. Hver Morgen er hun tyk i Halsen af at drikke Karleblod."
Ulken var naturligvis selv interesseret i Barbara. Men hun fandt ham for alsidig og havde ladet ham forstaa, at hun foretrak Laang-Jakob, trods hans Særheder.
Laang-Jakob tren ind hos Høkeren, varm af den lange Spaseretur i den hede Dag og de Sindsbevægelser, der havde mødt ham paa hans Vej. Han kom straks frem med sit Ærinde, men Høkeren bad ham sidde ned og hvile sig og snakke lidt med Folkene i Huset. Der var jo ingenting, der hastede. Han hentede Brændevinsflasken og en Tallerken med Smaakager frem, skaalede med Gæsten og holdt ham hen til endelig Barbara viste sig. Hun kom i et stump et Underskørt, saa baade Knæ og Lægge fremtraadte i al deres forfærdende Dejlighed og adskilligt farligt lod sig mer end ane ovenfor Bæltestedet. "Aa ja, undskyld mig, lille Jakob, det er saadan en Varme. Nej, hvor du sveder," sagde hun og lod sin bløde Haand stryge hans Pande. Saa satte hun sig paa Skamlen foran ham og sendte sine forvovne Øjne paa Jagt efter hans. Han flakkede i Blikket og hele Tankegangen. Disse Øjne sagde meget værre Ting end hendes skælmske Tunge. Og søgte han at undslippe, saa stod disse runde Knæ parat med en halv Alens Afstand imellem, overalt, hvor han søgte at ty hen var der sindsforvirrende Blændværk fremme for at holde ham til Ilden. Høkeren kom med nye Snapse, og selv Barbara drak med for Varmens Skyld, ellers drak ordentlige Piger jo ikke Brændevin. Samtalen blev kaad og sommerlig. Barbara tindrede omkap med Snapsene, og det var ikke fri for, at ukendte Fornemmelser begyndte at løfte sig i Laang-Jakob. Hans Øjne blev dristigere, først stjal de sig omkring Barbaras Fortryllelser, som skræmte Fugle, der hopper fra Gren til Gren. Men Barbara gav dem Lov til at dvæle, hun tæmmede dem, kælede for dem og lod dem føle sig trygge i denne Paradis-Urtegaard, hvor alt svulmede, som om det aldrig skulde visne, men bære Frugt i een Guddommelighed.
Der blev ogsaa snakket om, hvad Laang-Jakob vilde fylde sin Fremtid med, hvilke Planer han havde med Gaard og Kvæg, om Vanskeligheder ved at staa ene. Han skulde passe paa, han ikke gik og drimlede for længe, saa de bedste Piger blev snappet bort for Næsen af ham. Men disse Hentydninger prellede stadig af paa Laang-Jakob. Han søgte at undfly Farerne ved at se ud af Vindue eller Dør, men hvorhen han end saa, var Barbara der, hel eller delvis. Han skulde pinedød plumpe i, gaa under med Hud og Haar denne Gang.
Den Taabe! Man kom ingen Vegne med ham. Barbara begyndte at lade Straalerne falme. Han var og blev en Træklods, en Mors Dreng, men intet Midel skulde blive uprøvet.
"Men her sidder jeg og glemmer, at jeg ikke har ordentlig Tøj paa," sagde Barbara pludselig. "Nu vil jeg sandelig gaa ind og klæde mig om." Hun forsvandt hastig, og Laang-Jakob saa befriet op. Han saa ikke helt sikkert mer, dels virkede omsider Snapsene, dels laa Barbara som dunkle Syner i Erindringen. Men godt var det, hun var gaaet. Man kunde vel blive sig selv igen, saa omtrent da. Høkeren begyndte at opgive Laang-Jakob og satte Brændevinsflasken bort. Fyren var saamænd fuld nok. Kunde det, han havde faaet, ikke slaa Benene fra ham, saa var der næppe noget Udkomme, og saadan en Tørfisk var da heller ikke noget at byde Barbara.
Pludselig fôr Barbaras Kammerdør op paa vid Gab som for et Vindstød. "Det er en Hverrelvind," sagde Høkeren. Men hvad det nu end var for en Vind, afslørede den noget forfærdeligt, noget ovenud himmelsk og nedenud forfærdeligt. Barbara stod derinde med Særken om Hovedet og ellers i alle Dele utilsløret og vendt mod Beskueren. Laang-Jakob stirrede som hypnotiseret. Høkeren lo og sagde: "Se ikke paa Solen, saa bliver du blind." "Hu, ser I mig?" hujede Barbara og vendte sig om, saa det sitrede i hele Figuren, og det blev Situationen jo egentlig næppe bedre af. Men nu faldt der som Skæl fra Laang-Jakobs Øjne. Han rejste sig langsomt, tog Plejlslagelen i Haanden, sagde Farvel og vandrede med noget usikre Skridt af Sted hjemad.
Aldrig saa snart var Laang-Jakob ude af Døren, før Barbaras Kammerdør knaldede i, saa Kalken raslede ned af Væggen, mens Høkeren sank sammen af Latter paa Bænken.
Da Barbara endelig langt om længe atter kom til Syne med Kjole fra Hagen til Tæerne, kunde Høkeren ikke tilbageholde et halvkvalt Kluk, et stille privat Latterkvæk. Men Øjeblikket var farligt. Før han vidste af, havde han en Klædebørste i Synet, hvorefter Barbara tudbrølende fo’r ud af Døren.
Ude i det fri tørrede hun snart igen sine veltalende Øjne. Hun opsøgte Ulken, fortalte ham nogle haarrejsende Historier om, at Laang-Jakob havde opført sig meget upassende overfor hende og stillede Ulken liflige Ting i Udsigt, dersom han vilde skaffe hende Hævn. "Han er fuld og ræd i Mørke," sagde hun. "Pas ham op ved Broen."
Barbara vidste, at Ulken var bomstærk og ikke gik af Vejen for noget. Men Ulken var egentlig en vennesæl Natur, der foretrak en skrap Spøg for et gement Slagsmaal. Han lovede Barbara, at han nok skulde to hver Plet af hende, som hun maatte have paadraget sig i Laang-Jakobs Selskab.
Med Plejlslagelen som Vandringsstav skred Laang-Jakob ud ad den ensomme Vej til Fædrenegaarden. Besøget i Landsbyen havde varet noget længe, og Mørket begyndte at falde paa. Der var ingen Tøse i Fjorden mer eller nogen Høstvogn med letsindige Tuller paa. Der var Fred og Stilhed over Sø og Land, og et Lag lune hyggelige Skyer havde dækket Himlen. Men endnu laa der nogen Uklarhed i Hovedet paa Laang-Jakob. Han forstod, at hans Veje var fulde af Snarer. Det var nu baade godt og ondt med altfor meget Kvindetække. Det var jo ikke til at tage fejl af, at Pigebørnene var langt ude for at faa ham i deres Garn. Men Gudskelov — han havde staaet sig. Men hvad nu, om han var bukket under? Han maatte med en vis Skyhed tænke paa, at der var noget i ham, der havde vaklet, navnlig ved Synet af Barbaras’ legemlige Hemmeligheder. Hvordan var det egentlig gaaet til, at han var bleven reddet? Det var vist de færreste, der havde holdt Fanen højt under saadanne Anløb. Hvis Høkeren tilfældigvis ikke havde været hjemme, mon han saa var gaaet pletfri ud fra hans Hus? Og hvad mon der i Grunden var Barbaras Mening? Han gjorde hende maaske Uret. Det var jo lummervarmt, og hun var en rund og yppig Pige. Det var jo ikke at forlange, at hun skulde gaa med fodsid tætskjulende Kjole op i Halsen og ned i Hælene i saadant Vejr. Og denne her Hvirvelvind. Hun kunde jo endelig ikke gøre for, at den rev Døren op, inden hun var færdig med sin Paaklædning. Det var jo egentlig en Skam at bebrejde den hede og søde og livsglade Pige noget. Hun havde set saa fortroligt og tillidsfuldt paa ham. Han maatte tænke paa Eva dengang hun endnu ikke vidste, at hun var nøgen. Det værste var nok egentlig, at Jakobs eget Blik havde været noget blakket. Han havde stjaalet sig til at se mangt og meget, som ikke kom ham ved. Sandt at sige havde han ikke været ked af at se nogetsomhelst, blot ingen vidste, at han saa det. Ja, Pokker staa i, om han ikke nu gik her i sin Karakterstyrke og genkaldte i sin Erindring alt det, han ikke maatte have set, — ja rent ud gik og ønskede, at han var faldet, saa Djævlene havde skoggerlet i alle Kroge. Han gik ligefrem og fastholdt de syndige Minders Sødme. Det var saamæn bare en Slags Fejghed, der havde reddet ham. Aa hvis han bare havde Mod til at vende om og kravle ind gennem Barbaras Sovekammervindue — uha, uha, uha! Hvilke Tanker for et anstændigt veloplært Menneske. Og hvad om nu virkelig Djævelen var i hende, og det var ham, der lyste ud af hendes besnærende Øjne. Naa hvad? Var de ikke fulde af Djævle alle til Hobe? Slog deres Lokkemidler ikke sammen om Sjælen som Saksen om Rotten? Herregud! Puh!
Bedst som Laang-Jakob saaledes gik i sine egne flakkende Tanker blev han vaar, at en stor bred Mandsperson kom ham i Møde paa den smalle Vej. Da Personen var lige ved Siden af ham, standsede den og spurgte med noget tykt Mæle: "Hvem er æ Kaalmennesk?"
Tak. Jakob kendte nu baade Manden og Røsten. Det var Egnens ugudeligste Krop Horken, som mange var bange for og som ingen rigtig følte sig tryg hos, særlig i Mørke. Men Horken havde allerede kendt Jakob og sagde: "Naa, er det dig, Langemand! Har du været ude at lokke Pigerne her i Omegnen? Det er nu lige Tiden til det. I Aftes laa Maanen paa Ryggen. Det er et godt Varsel."
"A skal skynd’ mæ," sagde Laang-Jakob og vilde forbi Horken.
"Hvad jager det?" spurgte Horken. "Er Tøsene efter dig? Er du ræd, Langemand? Du har jo en Plejlslagel i Haanden."
Laang-Jakob befandt sig ikke vel i Horkens Selskab. Han svarede mut: "Ja, jeg har været inde i Byen og købe Slagelen. Det var mit Ærinde."
"Sæt dig ned, Jakob, her paa Grøftekanten," sagde Horken. "Og lad os forkorte Tiden og Vejen med en lille Passiar. Nu skal a synge en Vise for dig om en Oplevelse, a har haft, hvori der forekommer en Plejlslagel."
Laang-Jakob satte sig ned, skønt meget ugerne. Horken satte sig overfor ham, trak en Klukflaske af Lommen, lod ham smage paa den og tog selv en Taar med. Saa begyndte han: "Ja du kender jo æ Bommer, ham, der gør gamle Klokker i Stand. Nu skal du høre:
"Æ Bommer var gaaen i Bøj med en Klokk’,
hans Kuen sad hjemm’ og snurred æ Rokk’.
A kam forbi æ Bommer hans Dár,
mi’ Hjatt’ var varm og mi’ Hals var tar’.
Og Ann var jenner hjemm’, ku a tink’,
saa gik a hen og klemt’ o æ Klink’.
"Goddaw, goddaw, bitte An’, goddaw."
A tog mi Kaskjet og mi Træjskor av.
Og hun saa’ te mæ med blakked Yww:
"Aa sæt dæ! Du haar val Staand aa blyww.
Aa sæt dæ! Nu skal a lig’ gaa fram (i køkkenet)
og hint’ æ Flask’! Vi skal haa’ en Dram."
A swaar’ og saa’: "Ja Tak, mi Pig’!
Ka’ du haaw’, du kyst’ mæ ved Maatens Dig’?"
Hun kam med Flask’ og hun kam med Glas,
og ved mi Sid’ fandt hun sjel en Plads.
Vi klinked sammel og bløw saa glaad’
te vi ku’ ha hopped øwer en Laad’.
Saa grinned (lo) Ann og begynd aa snapp’:
"Det bider mæ, Hork, ka’ du find’ mi Lapp’ (Loppe)?
Av, av, bitte Hork, den er o mi Hjatt’,
nu hopped `en hen o mi venster Patt’"
Den Lapp’ den hopped og sprang i Blind’
den var saa sandelig svær aa find’.
Men just som æ Lapp’ haaj faat si Knæk,
da hørt’ a Ann spring’ op med en Kvæk.
Og inden a sjel fek vend’ mæ omkreng,
da stod æ Bommer lig’ ved æ Seng.
Og han haaj sjet vos Tryn’ ved Tryn’
hal’ øwer og hal’ under æ Dyn’.
Men lissaa saar’ a begynd’ aa kravl’,
da hev æ Slog en Helvedes Slawl.
Han svang ’en baade i Sønder og Na’r
og ramt’ mi Pand’ te det rist (rystede) mi’ Hjar (Hjerne).
Det var som en Skrald fra en Torrenblaan’ (Tordensky),
a sak tebaag’ og skyndt mæ aa daan’.
Æ Bommer gik te æ Præjst for aa meld’
te nu haaj han slaan æ Hork ihjel.
Men a’ unt (vaagnede) op med en Kul (Kugle, Bule) i æ Pand’, det nev mæ møj aa la’ vær’ aa band’.
Ann Bommer kam og retted mi Pud’
og svøbt’ mi Hue i Brændvinsklud’.
Og da a haaj rygged (lugtet) en Tid te dem,
saa løvt a mæ op og skyndt mæ hjem.
Og da a kam til Ballerumhaag’,
da kam æ Bommer ijen tebaag’.
A saa’: "Goddaw, Farlil, det er mæ!
A tog en Lapp’ o di’ Kuenes Knæ.
A saatt’ mi Negl og a hørt’ en Knald,
æ Lapp’ er død, men a taalt’ æ Skrald."
Hvad sejer du til den Vise, Jakob? Det er eget Værk og egen Oplevelse. Jakob! er du god til at fange Lopper? De siger, at Barbara henne hos Høkerens er saa plaget af dem, stakkels Pige. Har du været der i Dag?"
Nu fandt Laang-Jakob Situationen noget tvivlsom. Han røg op uden at sige Farvel og begav sig videre med raske Fjed. Han hørte Horkens Latter bag sig. Det var en skidt Person at indlade sig med.
Laang-Jakob slentrede frem med Sjælen i Kog. Træskoene hørtes nogenlunde regelmæssigt i den mørke milde Nat, og ind imellem slog Plejlslagelen Kendsgerningerne fast. Ædru var han ingenlunde, men fuld kunde man egentlig heller ikke med Rette kalde ham. Tilfreds med sig selv var han ikke, selv om han havde sejret og staaet sig. Hans Oplevelser manglede ligesom Prikken over i’et. Horken vilde aldrig gaaet fra Bordet uden at smage paa Retterne. Det ukyske Svin! Men det maatte indrømmes: Selv om Horken var en beskidt Synder, saa gik han frimodig til Bunds i Tingene og kedede sig ikke. Saadan betragtet bagefter havde Fristelserne nu alligevel deres Værdi; de styrkede, naar man var dragen helskindet ud af dem, og de havde en Eftersmag, der vel ikke skulde dvæles ved, men som dog af sig selv sad i Sjælen. Men der manglede, trods alt, noget. Deres Højdepunkt, Faldet, var han jo sejrrig lusket fra. Og hvad, om han havde taget dette med. Engang maatte det vel overstaas. Engang maatte han jo tage sig sammen. Giftes skulde han vel, det var jo Naturens Orden. Og om han nu havde taget Forskud? Man kunde jo angre det bagefter og læse og synge sig fra det. Nej. Ud af Hjertet og Nyrerne med jer, alle I lyshudede Tuller med Bugene fulde af onde Aander! Han sparkede Træskosnuden mod en stor Sten og slog Plejlslagelen i Jorden, som om han allerede var paa Loen med den.
Laang-Jakob nærmede sig Broen. Det var egentlig et skidt Sted at gaa efter Mørkets Frembrud, men der var jo da længe til Midnat, og han havde jo rent Mel i Samvittighedens Pose, naar undtages disse Smaadramme, der da endelig ikke kunde forurene Sjælen i væsentlig Grad. Men der var lidt i Vejen med denne Bro. Hans Bedstefader havde fortalt det i hans Drengeaar. Der gik en hovedløs Hest og humpede om ved Nattetid der. Bedstefaderen havde selv hørt Hovslagene en sen Aften, da han vandrede hjem fra Landsbyen, let bedugget og i Forvejen ved godt Mod. Ganske vist, det var længe siden, maaske et halvt Hundrede Aar, og Fanden havde vel nok tøjret sin Hest saaledes, at den ikke slap løs mere. Saa Jakob vilde ranke Ryggen og uforfærdet overskride Broen. Det var nu alligevel godt, han havde holdt Stand i Fristelsens Stund.
Endnu kunde Broen ikke ses, men det forekom Jakob, at et underligt Klagehyl skar gennem Mørket fra den Retning. Han fik lidt Hjertebanken, og en Eftersmag af Brændevinen steg ham op i Halsen. Han stirrede og stirrede hen mod Broen, men snart kunde han intet se, snart syntes han, det flimrede som med en svag Ild derhenne. Atter hørtes et Hyl, ligesom en Mellemting mellem et Hanegal og en Vrinsken. Det var just ikke saa gode Tegn. Men den hovedløse Hest var nu ikke set i de sidste halvtredsindstyve Aar. Hverken hans Far eller Mor havde nogensinde mødt den. Og de lo ad Historien, naar nogen omtalte den.
Dog skulde man selvfølgelig ikke være kry overfor det overnaturlige. Man skulde være ydmyg i Sindet og se tillidsfuld opad. Man skulde heller ikke hovmode sig over, at man havde holdt sin Sti ren blandt nogle varmetossede Pigebørn. Det var endelig vel ikke noget at prale meget af; det burde være en Selvfølge. Ja ja ja. Ydmyg og stærk maatte man gaa sin lovlige Vej, om der saa mylred Djævle frem paa Jord. Han rømmede sig, satte Plejlslagelen haardt i Hjulsporet. Mørkets Magter havde intet Mellemværende med ham, og var de ude i Nat, maatte de have andensteds Ærinde.
Det traf sig nu hverken værre eller bedre, end at der alligevel var et eller andet paa Færde ved Broen. LaangJakob havde aldrig hørt Tale om, hvad Farve den hovedløse Hest havde, men skulde det virkelig være den, saa syntes den nærmest at være hvid eller hvidgraa. Laang-Jakob sagtnede sine Skridt ikke saa lidt og dumpede ikke mer end højst nødvendig med Plejlslagelen. Det var et underligt Syn. Ifald det var Hesten, maatte den staa paa Bagbenene. Hoved syntes der ikke at være meget af, Farven var sikkert hvid, for Uhyret tegnede sig lyst i Mørket. Laang-Jakob standsede nogle Øjeblikke og vidste ikke, hvorledes han skulde gribe Sagen an. Skulde han vende om og søge Logis hos Høkeren for Natten. Saa vilde han naturligvis blive udlet, og desuden var Barbara jo i en foruroligende Nærhed. Hvad var det klogest at vove? At vende tilbage? Det baade skræmte og trak. At gaa frem? Saa maatte man iføre sig Sjælens fulde Rustning. Laang-Jakob blev næsten ædru og fik Sveddraaber paa Panden. Nej, han gik sin lovlige Vej, dydig som Josef1, da han rendte fra Potifars Kones Sovekammer. Komme, hvad der vilde! Bare han havde haft en lille Brændevinskrukke i Lommen! Nej, fy for en syndig Tanke. Han vilde ty til sin Børnelærdom. Meget kunde han ganske vist ikke huske deraf. Til daglig havde han ikke haft Brug derfor. Men pludselig randt ham ihu et Par Vers af "Op, I Kristne, ruster eder". Dem messede han højt og inderligt. Derefter følte han sig nogenlunde styrket og gik lidt længere frem, naturligvis saa lydløst og ydmygt som muligt. Blikket havde han stift hæftet paa den hvide Skikkelse. Den flyttede sig ikke for et Par Salmevers. Han standsede lidt igen og stirrede, saa Synet fik allehaande Former. Dog syntes det ham omsider, at det var en menneskelig Skikkelse i hvide Klæder. Skulde det simpelthen være et Spøgelse? Et slet og ret Spøgelse? Han satte Plejlslagelen skraat mod Jorden og lænede sig til den. Saa fremsagde han en kort og en lang Bordbøn og tre Fadervor, og han følte Modet og Trygheden vokse i sit Bryst.
Han beskrev en Tryllekreds om sig med Plejlslagelen og gik saa frem mod Fantomet. En fem-seks Skridt foran det standsede han og saa sig skarpt for. Jo, det var et Spøgelse. Det stod ret op og ned med Liglagenet om sig og Hovedet viklet ind i et hvidt Svøb. Ja det kunde selvfølgelig ogsaa være Djævelen selv eller en af hans Medhjælpere.
Laang-Jakob slog Plejlslagelen haardt i Jorden og sagde med fast og manende Stemme:
"Er du en Mennesk’ saa tal! Er du en Døwl saa vig!"
Skikkelsen blev staaende uden at røre sig. Den var høj og svær og syntes Jakob overnaturlig stor. Han gentog sin Tiltale anden Gang, men ikke en Lyd hørtes fra den omviklede Mund. Den hvide Dragt hang i lange urørlige Folder ned gennem det vindløse Mørke. Laang-Jakob spurgte for tredje Gang med Røst som Præstens foran Alteret, men stadig lige lydløs stod Skikkelsen.
Da greb Laang-Jakob fast om Plejlslagelen, saa hans Knoer hvidnede. Saa listede han sig frem og gik i længst mulig Afstand fra Spøgelset forbi dette over Broen. Da han var vel forbi, blev han som besat af sin egen overspændte Rædsel og skreg mellem Tænderne:
"Saa skulde da Satan " —
Og af al sin Kraft drev han Plejlslagelens tykke Ende i Rumpen paa Spøgelset, saa det styrtede hovedkulds fra Broen og trimlede langt ud i Engen under vaandefulde Støn.
Derefter fortsatte han bleg, men fattet, Vejen til sin Fædrenegaard. Troen og Plejlslagelen havde reddet ham ud af alle Fristelser og Farer. Han følte sig som en Mand som aldrig før.
Næste Dag opsøgte Barbara Ulken for at faa at vide, hvorledes han havde røgtet hendes Ærinde. Ulken laa i Sengen og kunde næppe vende sig for Pine. Barbara undersøgte ham. Der var en blaagrøn Plet af Størrelse som en Knytnæve. Hun vaskede den i Sprit og smurte Plaster til den, og derefter morede de sig overlegent over Laang-Jakob, som for sit eget Vedkommende pralede hjemme af at have holdt Stand. Men desværre. Der var ogsaa kommet en Revne i den nye Plejslagel.