Thøger Larsen (1875–1928)

Gretelil fæster sin Fod paa Bro,

ser mod sin Ungdoms Dage,

nu har hun traadt sine Børnesko,

nu skal hun rigtig mod Solen gro,

salige Sommerhimle

gør hendes Drømme svimle.

Gretelil rejser sig rank og stor,

ser over Marker og Vande,

Himlen blaaner i Syd og Nord,

Græsset farver den grønne Jord,

Bakker og Fjord og Dale

vinker: Kom ud at male!

Dengang hun kasted sin Skolebog

ned paa den skumle Hylde,

fri og frejdig hun Vejret drog,

Lærker i Luften Triller slog,

snart hun i Somrens Sale

synger blandt Nattergale.

Gretelil — ja, vær frisk og fro,

glæd dig og glem kun Sorgen!

Gem dog endnu dine Børnesko,

ude i Verden er stor Uro —

midt i de skønne Syner

hænder det dog, det lyner.

Grete! til Lykke, at du blev stor,

Grete! til Lykke med Vaaren!

kan du din Fryd ved den grønne Jord

tolke og male for Far og Mor,

bære til deres Bolig,

da vær kun tryg og rolig.