Sølvbryllupssang
Til P. Chr. Normann og Hustru 29. Oktober 1922
Til P. Chr. Normann og Hustru 29. Oktober 1922
Om Dag er lang eller stakket,
om Nat er lys eller mørk,
snart alt i Fortid er sakket
som Mindespejling i Ørk.
Af Straaler kan Nuet spille,
af Daad, af Længsel og Sang,
men Nuet staar aldrig stille,
skønt Evigheden er lang.
En Kværn sig idelig drejer
med Aksen i Verdens Pol.
Jordskyggen Himlene fejer
omkring den ensomme Sol.
Og vi og alt, hvad vi favner
og virker for kommende Aar,
som Evigheds-Kværnens Avner
i funklende Dans forgaar.
Og elsker dit Sind at svimle
i Karrusellernes Dans,
se ud i Tider og Himle —
det flyver fra Vid og Sans.
Men stundom vi træt maa tie
og angst imod Vidden vendt:
Aa — vilde dog Solen bie —
stans, Himmel, med Maanen tændt.
For jer, om hvem vi os samle,
et Kvart Aarhundrede gik,
det gjorde dog ej jer gamle,
det slørede ej jert Blik.
I svimlede ej paa Jorden,
trods Dages og Nætters Jag,
men takked Naturens Orden,
som skænked os Nat og Dag.
I fejed de visne Blade
tilside fra eders Dør.
Det fyldte jer Lo og Lade,
som smykte jer Ager før.
I vidste at bære Lykken
med eder fra Aar til Aar
og husked Solen i Skyggen
og vented i Vintren Vaar.
Til Lykke ved Festens Kerter,
jer Fest for Dagenes Gang,
fordi I med friske Hjerter
kan synge jer Ungdoms Sang.
Og gid de kommende Dage
maa skænke jer Favnen fuld
af Skatte, der bliver tilbage
i Sjælen som gammelt Guld.