Lenôr
Af Edgar Allan Poe.
Af Edgar Allan Poe.
O, brudt er nu den gyldne Skaal, en Aand er evig borte!
Stem Klokker i! En Sjæl slap fri ad Dødens Flod den sorte.
Vel, Gui de Vere, du græder her! Nu eller aldrig mer!
Paa Baaren haard i Livets Vaar kold din Lenôr du ser.
Kom, lad nu lyde Gravens Tekst og Klagesangen tung,
hun dejligst var af alle dem, der maatte dø saa ung.
Syng dobbelt mørkt, thi dobbelt død er den, som dør saa ung.
"I Pak, som elsked hendes Guld, men haardt med Hadet slog
den stolte, som I først gav Pris, da Døden hende tog!
Skal Giftens Dryp fra eders Blik og Sladdertungens Stik
berede hende Gravens Tekst og Klagesangen tung,
jer Skyld det var, at Uskyld maatte dø og dø saa ung."
Aa Verdens Lod! Dæmp Vredens Brod, og hold ej Sangen kvalt,
men løft den, saa den døde ej skal mærke noget galt.
God var Lenôr, hun forud for fra bristet Haab til Gud,
du sørger her for Pigen kær, du skulde haft til Brud,
for hende kær og blid og skær, som dybt til Senge gik,
det gule Haar har Livets Lød, men ej det brustne Blik,
end Livets Vaar paa hendes Haar, men Død paa hendes Blik.
Gaa væk, forsvind! I Nat mit Sind er let, og Klagen gold.
Jeg hilser Englens Himmelfart med Hymners Ord fra Old.
Hver Klokke kvæl! Den skønne Sjæl skal ikke høre Spor
midt i sin Fryd af denne Lyd fra den fordømte Jord.
Til Venner hist fra Fjender her den pinte Aand i Svimlen
nu svæver ud af Helvede til Hædersplads i Himlen,
fra Smertens Rist til Tronen hist hos Kongen over Himlen."