Kender du Solen, hvis Tindreglans
jager af Sjælen Nat,
Solen, der skinner, saa Hjertets Skygger
blusse og blinke brat?
Kender du Solen?
Solen, der lyser paa Haabets Himmel
og højner dens Buefang,
saa Længslernes Fugle kan videre se
og stemme en klarere Sang
om større Stræben!
Kender du Hjertets Kulde
og den ødeste Tanke-Is,
den store, knugende Tomhed,
der varsler evigt Forlis
af Haab og Længsler?
Veed du, hvorledes Strimerne
fra hin den sælsomme Sol
fylke sig i et Brændpunkt
over Hjertets koldeste Pol,
saa Kilder risle fra Bræ?
Kilder af lyse Toner,
Kilder af skær Musik,
Kilder med smeltende Varme,
saa det tø’r i et Øjeblik
hvad der frøs gennem Aar!
Kilder som Vaarens Regnvæld,
der lokker Spiren af Dvale,
saa der flages fra Stængeltinder
med Blomster i grønne Dale,
hvor Vinterens Snelag laa.
Kender du Kærligheds klare Sol
mer end i Dæmringsskær,
da aner du Livets Rigdom,
da aner du Livets Værd —
kender du Solen?