Naar Efteraarets Taagetæpper gitre
det Liv, der steg i Vaar med Duft og Farve,
naar Mulden flænges under Plov og Harve,
og Grønsværflorets Bladenerver sitre —
da skal ved Blomsterdøden Jorden arve
sin egen Fortids Frø til Fremtids Grøde
og atter gaa en Blomstertid i Møde,
der vækkes lig en Sommerfugl af Larve.
Jeg ogsaa i mit Levnets lyse Dage
i Sjælen finder Frø og Blomsterblade,
men gennem tunge Tider Væksten svinder.
Dog Frøets Liv gaar fremad, ej tilbage;
i Sjælen tage nye Blomster Stade —
de spired frem fra brudte Haab og Minder.