Hvor Tiden fremad farer!
Og Time efter Time
henstraaler rask vor Ungdom
sin lyse Morgenstrime.
Kun korte Øjeblikke
er Tidens tusind Dage;
de ile bort, men aldrig
de vende mer tilbage.
Og hver en Dag dog rummer
saa mangt et Haab, der slippes,
mens den af Uhr-Pendulet
i smaa Atomer klippes.
Saa mange stolte Stunder
os vinke i det fjerne —-
en Del vil Tiden dunkle
og veksle Sol med Stjerne.
Men om en Stjerne lyser
end ej med Solens Lue,
den har jo dog sin Storhed,
sin Plads paa Himlens Bue.
Og om den Daad, vi øve,
i Lyskraft end er liden,
kan den dog gerne have
Betydning stor i Tiden.
Om aldrig, hvad vi ville,
fuldt lykkes for vor Evne,
alligevel vor Gerning
kan være værd at nævne.
Det gælder da at spænde
mod Maalet ud vor Vinge;
som Gud det lader ende,
vil bedste Frugt det bringe.
Er Verden kold imod os,
vi dæmpe bør vor Harme,
vi veed jo dog, vi vandre
i Kærlighedens Arme.
Men alle Øjeblikke
vi skulle varetage,
thi Tiden fremad iler
og vender ej tilbage.