Mørket, som ud over Sø og Sletter
isner og truer med Tryllestaven,
røber et Rum, et Dyb af Nætter
sort som Søvnen, Døden og Graven.
Mørkets Vidder i hvinende Veer
mejes af Stormens hvinende Leer,
Afgrundsgnister flakkende tindre, —
Drømmen er ond i Naturens Indre.
Da aander Julen paa Jordens Kvide,
Børn kan sig atter ved Krybben samle;
Lysene straaler fra Granens Side,
gyder Barndom paa golde og gamle.
Gudebarnet har Fødselsgilde,
Vældet løsner i Hjerternes Kilde,
Aarenes Is, som den sjældent taaler,
brister, naar Børnenes Øjne straaler.
Salmen stiger i Julenatten
gennem Lofterne op i det øde.
Har de nu endelig hævet Skatten,
disse sidste Børn af de døde?
Sangen er ung som fra Fugl i Toppe,
Sindene skinner, som Sol var oppe;
Glæde, som intet Mulm kan kvæle,
flyver fra Jorden paa klingert Mæle.
Yggdrasil staar i Nætterne ene,
stænket med Ildens ulmende Kerner,
Juletræet, hvis yderste Grene
tynges mod Mulde af tændte Stjerner;
Maanen, det gamle Barn i Himlen,
gaar under Løvet og Stjernevrimlen,
smiler til Børn og Mænd og Kvinder
evig og salig med gyldne Kinder.