Dagens Travlhed døde
over Mark og Vang.
Sindene blev øde,
Hænder trætte hang.
Høstens Nat har venligt
dæmpet Tid og Sted,
sænket Sind i Drømmes
Underverden ned.
Fuglen, skjult i Træet,
er af Søvnen blind.
Ensom styrer Næet
dybt i Himlen ind.
Fyr, som gennemstraaler
Mørkets Ocean,
tændtes i det fjerne
af den store Pan.
Maanebaadens Kølvand
slaar mod Jordens Kyst.
Med en salig Sølvrand
hviler Skyen tyst,
som en Ø, der tænder
Lyset paa sin Strand
for at vinke Nattens
Gudebaad i Land.