En Pibe er Sjælens Arnested,
hvor Tankerne samles i taaget Fred
og føler det saligt blaane
fra Søen til Sol og Maane.
De øjner saa mangt et Aandens Gry
bag Røgens forvirrede spinkle Sky.
Men er den end aldrig saa sommermild,
i Dybet dog brænder den røde Ild,
og rører sig Tankerne raske,
gaar mere og mere i Aske.
Tidt Tankerne satte de varigste Spor,
men hvor er Tobakken vel fra i Fjor?
Som Offerrøg gaar mod Himlen op,
som Røgen over Vulkanens Top,
som Taager i vildsom Flakken —
saaledes ender Tobakken,
naar Aanden sidder ved Pibens Rand
og taber sig i sin Verdensbrand.
Ja, frem med Tobakken, det visne Blad,
som nærer Tanke og Drøm og Kvad,
der end kan trylle og blænde,
naar al Tobak er til Ende.
Saa bittert mødes Pande og Mur,
naar Aanden er syg og Piben sur.