Alt ofte vandt den grønne Vaar
sin Krans om Danmarks Hjertesaar,
og Søer blaa
mod Solen saa’
halvt som med Sorg i Sinde,
halvt som af Lykke blinde.
Og lød fra Engen Leg og Skæmt,
den onde Drøm blev aldrig glemt
om Aag, der tvang
den danske’ Sang
i danske Hjerter inde —
den laa i Søndenvinde.
Mens Verden bløder vildt af Saar,
for Danmark vaagner Glædens Vaar.
Nu fandt vor Sag
sin store Dag —
saa langt vort Sprog kan klinge
skal alle Kilder springe.
Nu søger vi for fælles Savn
vor Lægedom i Danmarks Navn.
Mod Himlen straal,
vort Modersmaal,
fra Bakker og fra Dale,
i Toner og i Tale!
1920.