Nu leger Lam og Børn med kaade Spræl,
Insekter snurre gennem Luften vide.
Vi køre lystigt til den lyse Side
paa Solsystemets store Karussel.
De grønne Farver op af Mulden skride,
en saftig Drømmefryd mod Solens Brand
her fra min Fod og til min Verdens Rand.
Og Livsens Grønt brød frem af Træer stride.
Der lokkes lystne Dryp fra Koens Tand
ved Græssets Lugt. Og vævre Katte klavre
i Hylden op mod Fugletriller favre.
Og Pigen rødmer for den unge Mand.
To gamle Ægtefolk om Huset stavre.
De sætte sig paa Sønnesønnens Harv
med Minders Efterlyst i magtløs Marv
og ser paa Bondens Sæd og Lokes Havre.
Den Stjerne-Lap, de tog og gav i Arv,
er Hjertet kær, skønt Legemet blev krummet,
forrejst paa Jordens Kurver gennem Rummet,
og har til Vækst og Fremtid ingen Tarv.
En Krøbling, knækket ved et Hestespark,
har lagt sig under Diget hos sin Krykke
og digter søde Vers, han lader trykke
og sælger rundt blandt Bønder Ark for Ark.
De unge Piger sig med Blomster smykke
og skære Hjerter ud i Træers Bark
og smile ved, at hver en Urt paa Mark
forsigtig aabner Kønnet for sin Lykke.
I Grøftekantens mest fordrukne Grøde
ligger et Udskud, evig Optimist,
som, overspændt af Foraarsfryd, tilsidst
paa Jordens Sundhed drikker sig til Døde.
Vellystig yppigt Æbletræet staar,
de blostertunge Grene døsigt dovne
og blive daglig mer og mer besovne —
o hvilket Svangerskab! o hvilken Vaar!
Igennem Engen blinker Aa og Strøm,
der gyldent Fjord og Søer sammenkoble.
Om alting hvælver, spændt af Sol og Drøm,
sig Himlen som en bristefærdig Boble.
1905