Op af Jorden
stirrer Fjorden
i stumt fordybet
hypnotisk Daanen
mod Midnatshimlen
med Stjernevrimlen
og Halvmaanen.
Hist paa et Vrag,
mod Grundene kæntret,
sidder Søfuglen
og tror sig Centret
i Himmelkuglen
og Evigheden.
Himmel foroven
Himmel forneden.
Dybt i Skoven
fra Krat til Krone
ej Sus, ej Tone,
ej Vift, ej Trille ...
Dybt i Skoven
som Døden stille ...
Over Engen
saa sart en Duften
hviler sig tyst
i Natteluften.
Ej Straa, der bæve ...
Næppe et Ryst
i Spindelvæve ...
Ej Myg, der summer ...
Kun Slummer.
Fjernt og nært
saa tyst og sært,
saa dybt og sælsomt
halvmaane-skært ...
Over Dal og Banke
en spinkel Tanke
af Skin og Skygge.
Sindet føler
det dødsens-tavse
som flygtig Pavse
i Livets Væren ...
Sindet lytter,
som om det vented
fra Firmamentet,
hvor Verdner vandre
Bane om Bane,
et Bud saa lønligt,
saa ingen andre
maatte det ane.
1901