Det er silde paa Nat i sildig Høst.
Dybt sover Vande og Vinde.
Gryets Kilder fjernt i Øst
begynder snart at rinde.
Under Himlen hænger det hornede Næ,
det magre Næ,
smygende ind imod Busk og Træ
et livstræt Lys —
Et Lys, der hviler sig mildt og mat
Side om Side med tunge Skygger
tyst i Stilhed og Nat.
Dorske Stjerner med søvnigt Skin
bier paa Dagens Komme,
paa Solens Vagt.
I Bakkefodens Grønning,
der har jeg lagt mig ned.
Langs Muld og Mur og Mønning
ligger den svale Fred.
Og kun mit Hjertes Dønning
slaar højt mod Stilheds Bred.
Jeg føler, at Lyset det trætte
og Skyggen den løndomsfulde
har lagt sig tyst til Rette
paa mit Ansigt som paa Mulde. —
Her driver jeg og Jorden hen
i et Stænk af Evighed.