„Skjøn Hilde, hører du Lærken, den slaaer sin Foraarssang!
En maigrøn Qvist jeg bringer dig fra min Morgengang;
De klæbende Purpurknopper udfolde sig i Solen.
Nu bruser atter Havet saa blaat som Violen,
Nu smelter Sneen derhjemme omkring min Fædrehal;
Min liden Norbak løber ud fra sin Vinterstald,
Den kalder paa sin Herre. Den guulbrune Glente
Blandt Klipperne kan rolig paa Jægeren vente;
Den speider efter Hedin, men Hedin er der ei;
Han glemmer Norrigs Dale for Dannemarks Mai.
Ja, Hilde, jeg er bleven blødagtig hos dig!
Fra Hjemmet drev Klangen af Skjoldene mig.
Nu lytter jeg til Fuglen blandt Reidgotlands Høie,
Og sidder her og seer i dit himmelblaae Øie,
Og kan ei blive træt af at see og evig see.
Jeg frygter dig ei mere; nu maa du gjerne lee
Ad mine norske Lader. O, Sigurlinas Datter,
I dit Øie er Taarer, paa din Læbe er Latter;
Du eier Nordens Alvor og Sydens Ild og Sind!
Det sidste har du drukket med Modermælken ind.
Saa kom da, vi vil følges til Skovdalen ad.
Jeg dækker dig for Solen med Skræppeplantens Blad,
Du holder mig i Haanden, saa følges vi som Børn,
Du er min hvide Due og jeg din tamme Ørn.
Paa Armen jeg dig bærer henover Skovens Aa,
At ikke du skal smudske Sandalerne smaae.
Omkring min Nakke kjærligt du Favnen da slaaer,
Mens Hybentjørnen griber i dit guldgule Haar,
Som om den vilde drage dig bort fra din Ven;
Da skjender du, mens Kampen dig løser igjen;
Du kan ei være rolig, du kan ei være stille —
Kom sæt dig her paa Skramlen mellem Skovmærker vilde.
For Kongelyset neie de ydmyge Straa,
Som Trællene i Hallen om Herskeren staae.
Omkring os Skovnaturen udbreder sig sval
Og kaster sine Skygger paa den eensomme Dal.
O, deilig er dog Jorden! mit Øie aldrig saae
Det grønne Græs saa grønt og saa blaat det hvalte Blaa!
Men deiligst er du, Hilde! du er Dugdraaben lig.
Hvori sig Verden speiler saa uendelig rig.
Med Læben paa din Læbe, omslynget af din Favn,
Jeg troer, jeg kunde døe, som en Træl uden Navn,
Og glemme Seierskrandsen, som lokker Helteaanden.”
Da rødmed Hognes Datter, som naar man hæver Haanden,
Og Lyset gennemskinner den sneehvide Hud.
Hen over hendes Pande der gik et Stjerneskud,
En veemodig Tanke. „Ak, du maa aldrig døe,”
Hun sukked, „du maa aldrig forlade din Mø!
Det er saa sødt at leve, saa sødt at være ung!
Og Høiens Kampesteen er vist Hjertet for tung.
Den gamle Offergode, med det sneehvide Skjæg,
Som venligt mig gjæsted bag Jomfruburets Væg,
Har sagt mig, at Sjælen skal hos Guderne bo
I det evige Gimle; ak, hvad skal jeg troe?
Paa Skjødet af min Moder jeg sad som lille Pige;
Hun sagde, at jeg skulde tilbede de rige,
De sydlige Guder. Hun sagde, det var dem,
Man dyrkede iblinde som Aser i mit Hjem,
Hun sagde, med Nomader kom Mytherne hid
Til det susende Norden. Da farved Sneen hvid
Den høie Jovis Hoved, da stivnede hans Lyn,
Og Gyldenregnen blev kun til haarde Hagelgryn.
Geniet og affældig man Odin ham kaldte.
Solgudens Himmelheste blev børstede Galte;
Som Guden Freir, hun sagde, vi tilbad Apol;
Men for Gratier og Muser var Norden for kold.
Til de sneedækte Graner, til Pelverk ei vant,
De yndige Piger bar for let et Gevandt;
Hiint hindred dem i Dandsen. Saa taled hun om Frigg;
Hun sagde, det var Juno med det bydende Blik,
Men mægtigere i Syden. Ak, det var Alt saa skjønt!
Jeg saae Olympen kneise blandt Myrthernes Grønt,
Jeg hørte de fagre Sange, jeg saae Hyrdinders Dands,
Og Alt belyst af Sydhimlens evige Glands.
Men naar jeg græd og vilde ei sove som Lille,
Hun sagde: „Persephone skal tage dig, Hilde;
Hun sidder i Orfus nede, hvor Cerberus gjø’r,
Det glubende Uhyre for Afgrundens Dør.
Til hende komme de Døde, der skal vi ogsaa hen.
Fra den taagede Bolig kommer Ingen igjen.”
Saa sang hun. Men jeg mindes, min Fader blev vred;
Han sagde, at de Onde kom i Dybet kun ned
Til de gnavende Orme, til de giftige Floder.
Da vendte sig i Hallen forbitret min Moder —
„Ak, Hedin, stig mig, troer du paa Valhalla hist?”
„Ja, svared den unge Nordmand, og plukkede en Qvist
Af Skovens vilde Roser. Saa sandt som Vaaren kommer
Bag den mørkeste Vinter med duftende Blommer,
Saa sandt som Solen herlig sig hæver bag Hav,
Jeg troer, at Livet seirer over Død, over Grav.
Ha, skulde den Bevidsthed, som banker i vort Bryst,
Som grubler i vor Pande, kun eie Liv og Røst,
For at Myrer skulle bygge i vore Askekrukker!
Da var jo Askurs Børn kun de usleste Dukker!
Nei, lad dig ikke fange i det brogede Garn
Af de glimrende Løgne, du uskyldige Barn!
Valhalla den straalende Skjoldborg man kalder;
Femhundred og fyrgetjuge ere dens Haller,
Femhundred og fyrgetjuge Porte derpaa,
Finherjer, ottehundred, af hver skal udgaae,
Naar den vingede Guldkam til Ragnarok galer.
Der kjendes ei til Kummer og til smaalige Qvaler.
Men oppe over Stjernerne, bag Himmelens Blaa,
Tilsløret seer den høie Alfader derpaa.
Til ham de tause Norner kun hæve sig op.
Han aanded Liv i Urgelmers uhyre Krop,
Han skabte Guder og Jetter og Fristeren Loke;
Og leder alle Kræfter til Kamp i Ragnaroke,
Hvor Valgrinds mægtige Gitter om Kampsletten staaer,
Om den blodige Vigrid, hvor det Onde forgaaer.
Og Salighedsblomsten udfolder sig: Gimle.
Som Bølgerne paa Havet skal Hjelmene vrimle
Paa Idaslettens Grønning, der hvor Kæmpen med Lyst
Skal ledes hen af Baldur til den Elskedes Bryst.
Og naar jeg da i Trængslen over Græssletten gaaer,
Da kjender jeg dig, Hilde, paa dit guldgule Haar,
Paa din dandsende Gang og dit spillende Blik;
Da kysser jeg som nu dig paa dristig Kæmpeskik.
Ja, hviil kun, du yndige Qvinde i min Favn!
Du kjender ikke Mandens ustyrlige Savn
Efter Hæder og Ære!” — „Ak, han faaer aldrig nok,”
Svared den skjønne Pige, og vandt sin gyldne Lok
Som Ring om Heltens Haandled. „Nu vil jeg mig tænke,
At evigt jeg dig holder i Kærligheds Lænke,
At du kan aldrig flygte. Hvad vil du ogsaa bort
I den blodige Feide? Ak, Livet er for kort,
Til at øde det paa Had mellem Kæmperne vilde.” —
Da fløitede en Nattergal sin smeltende Trille.
Men henrykt stammed Hedin: „O, var du ei saa smuk,
Jeg havde ikke dvælet med forelskede Suk.
End tør jeg kun i Løndom omfavne dit Liv;
Men kommer hjem din Fader, du bliver min Viv.
Hvi skuer du omkring dig? Staae Bøgene ei Vagt
I den foraarsgrønne Skov om vor lønlige Pagt?
Den mægtige Kastanie udstrækker sit Blad
Høit over vore Isser. See, det skiller sig ad,
Som Fingre paa en hævet, velsignende Haand.
Det er Naturens store, usynlige Aand;
Som Lif og som Liftraser, som Ask og som Embel
Den vier os til Elskov i sit hellige Tempel.
O, høie Guddomsglæde! o, svimlende Lyst!
Naar Kraften synker magtløs til Skjønhedens Bryst.”
Bort kyssede han Svaret af den blussende Mund;
Men hemmelighedsfuld er den hviskende Lund;
Og Kilden, der risler gjennem Blomster til Havet,
Saa mangt et flygtigt Billed har for evigt begravet
I sin speilklare Bølge. Og derfor paa sin Gang
Maa Digteren standse. Han kan fatte dens Lang
Og Rosernes Rødmen i Aftenens Stund,
Da de Elskende forlode den dæmrende Lund. —
„Kom,” hvisked kjærlig Hedin, „det bliver for silde.”
Men Vætterne fra Skoven gjentoge — „for silde.”