Fra Skagen til Eiderns Bred i Sønder,
Hvor Mjøden flød fra de fulde Tønder,
Det lystige Tog
Over Sneen drog
Til Herser og mægtige Bønder.
I Natten Nordlys skinnende lyste;
Og Oxerne brølte og Hingsterne fnyste,
Mens Skjoldenes Klang
Og Trællenes Sang
De hungrige Ulve bortkyste.
Med Ternerne vælted i Huulveien Karmen,
Da blev der en Latter, da blev der en Larmen;
Knap kunde man see.
Hvad Mø var og Snee,
Saa blændede Armen og Barmen.
Og Skovene svunde og Søerne svunde,
I Torperne gjø’de de lænkede Hunde;
Bag Gjærde og Tjørn
Løb Cimbrernes Børn,
De jubled saa høit som de kunde.
Paa alle de Høie, der vare at skue,
Var tændt i Natten en blussende Lue;
I Blidmaaned var
Et Tegn den klar
Paa, at Lyset skal Mørket kue.
Saa kom de i Qvælden til festlige Gaarde;
I Udhuset vrimled af Trælle og Hjorde;
Fra Høisalens Væg
Hang Tæpper i Læg,
Og skuret var Bænke og Borde.
Derinde der var baade Glæde og Gammen,
Der dandsede Hildur og Nordmanden sammen
Den cimbriske Dands
Ved Langildens Glands,
Som Flammen, der dandser med Flammen.
Mens Natten gjentoned af Heltenes Sange;
Høit klang til Lyst
Den mægtige Røst,
Som gjorde Marius bange.
Ved Afskeden stode, ei agtende Kulde,
Hos de knejsende Jarler Jomfruer hulde;
De neiede blye,
Mens Toget paany
I det Fjerne monne bortrulle.