Vintren var nu kommen: Uller høit fra Nord,
Polens vilde Skridfin, paa sin Ski henfoer.
Sneen føg omkring ham, kruset, hvid som Uld;
Ned fra Grønland dreves Hvalerne af Kuld,
Fluen krøb i Sprækken, hvidt blev Harens Skind;
Gjennem visne Siv gik Nordens skarpe Vind,
Mens i lange Aftner Mørket sneg sig vidt
Over Askurs Børn, med Tyvens sagte Skridt.
Ved de frosne Belter, paa hvert Jarleslot,
Taled man om Danmarks unge Vicedrot,
Om den norske Hedin. Men fra Morsø foer
Lystigt hen et Tog ad den bedækte Fjord.
Klar var Morgenluften; paa den hvide Snee
Millioner gyldne Stjerner var at see.
I den første Slæde paa den frosne Vei
Stod et Afgudsbilled af den høie Frei.
Fire stærke Øxne drog for Kærrens Stang.
Rigt om Gudens Hoved Rønnekrandsen hang.
Tyve finske Trælle, hver med Hund og Høg,
Sang saa Angen steg i Luften høit som Røg:
»Tak, o Freir! som rider paa din Galt af Guld
Over Sommerhimlen. Faaret gav du Uld,
Korn i vore Lader, Kjød til Vinterkost,
Honningen til Mjøden, Æblerne til Most.”
Efter gammel Skik det fyrstelige Tog
Ud paa Gjæsteri ved Juletider drog.
Mellem Trælleflokken gik den sorte Mohr,
Langt fra Hjemmet i det vinterlige Nord;
Men fra Torperne kom Qvinder, Mænd og Smaa,
Og med store Øine efter Negren saae.
Dronning Sigurlani sad paa gylden Karm,
Kronen paa sit Hoved, Hermelin om Barm.
Stolt hun hilsed paa det jevne Hyrdefolk.
Hvert et Blik var skarpt og lyned som en Dolk,
Fuldt af Herskersyge. Men ved Siden sad —
Fagrere er ei det røde Rosenblad —
Kongedatt’ren Hildur, mild, som Nytaarsny
Overrasker os bag Vintrens mørke Sky.
Paa den tredie Kærre, svøbt i bløde Maar,
Sad de blonde Terner, ret som naar i Vaar
Spæde Vintergække, fra den hvide Snee,
Op med milde Hine efter Solen see.
Kæmperne paa deres jydske Hingster fik
Fra de skjønne Piger mangt et venligt Blik;
Men dog fleest fik han, som red ung Hilde næst,
Guldbrandsdølen paa den ravnesorte Hest.
Som paa sin Araber tumler sig en Maur,
Red han. Hest og Mand var liig en græsk Centaur.
Fnysende den steiled, kongelige Syn!
Mørk en Tordensky da svæved paa hans Bryn;
Men naar atter tæmmet den i Pasgang gik,
Var det som om Solen straaled fra hans Blik.
Luunt med Kaaben dækked han skjøn Hilde til,
Ligesom en Henrykt Blomsterelsker vil
Dække tæt med Mosset og de tørre Siv,
For den stærke Frost, en sjelden Plantes Liv;
Mangt et Smiil da lønned Konning Hjarands Søn.
Men den stolte Dronning skuede i Løn.
„Hilde, spurgte hun, hvi blusser saa din Kind?”
„Moder, det er kun af Morgensolens Skin.”
„Hvorfor trækker Veiret dybt du fra din Barm?”
„Moder, Zobelpeltsen bliver mig for varm.”
„Hvorfor stirrer saa du paa vor norske Gjæst?”
„Det er ei paa ham, men paa hans vilde Hest.”
„Frygter du maaskee, at den skal slaae ham af?”
„Nei,” gjensvared Hilde. Men et Skrig hun gav
I det samme; thi for Freiers Billed fly
Steiled med sin Rytter Gangeren paany.
Ak, en Qvindesjæl, af første Elskov fuld,
Er som et uskyldigt Barn, der leger Skjul:
Selv den lydt sig røber. Saadan gik det her.
Men fra Himlen steg en luftig Alfehær;
Snildt den sig forvandled. Hilde raabte: „see!”
Glimrende i Solen dandsed den som Snee;
Vingerne var Liljer, hvide Svaneduun;
Men at det var Alfer, vidste Freia kun.
Hedin holdt sit Skjold høit over Hildes Lok,
Som et Tag imod de hvide Fnokkers Flok.
Ak, de mærked ei, at trindt omkring dem blev
Flettet en usynlig gylden Elskovsvæv.
Ak, de mærked ei, at bag med sorte Spor
Plettet laa den hvide Himlens Snee paa Jord.