Hedin, nu rødmer Rønnen i Høsten;
Snart ligger Voven
Frossen ved Kysten;
Kom lad i Skoven
Venlig os vandre
Ind med hverandre.
Kold suser Blæsten i vore Lokker:
Seer du, hvor Trækfugleskaren sig flokker?
Bort nu fra Norden
Hensvundne Glæder
Vinker den atter, og Vingen den breder
Udover Jorden.
Ingen vil blive:
Den liden Irisk og skrigende Vibe,
Rylen fra Strandens skaldede Steen,
Storken med sine røde Been,
Alle vil ile
Hen over Havet, hundrede Mile.
Hedin, jeg længes, Veemod mig griber!
Manden er Barn, hvor gammel han bliver:
Lunefuld jager han her paa sin Vandring
Efter Forandring.
Fordum i Ynglingens sorgløse Dage,
Let paa min Drage,
Tumled jeg mig, med utæmmede Lyster,
Der hvor det store Atlanterhav ryster
Spaniens Kyster.
Fjernt under Sollandets flammende Bjerge,
Langs med Gibraltar svang jeg mit Værge;
Hvor Apelsinen
Groer ved Ruinen,
Løste jeg Sydlænderindernes Belte;
Styred saa atter i Stormens Hvinen
Bort mellem Helte.
Herlige Minder, herlige Dage!
Snart mig i Norden min solbrændte Mage
Fødte en Datter;
Ak, men nu længes, nu længes jeg atter;
Bort maa jeg drage!
Hedin.
Ja, ved Hlorides mægtige Hammer!
Dybt i mit Hjerte du Tankerne rammer!
Det er et Liv:
Brusende Bølger og Storme og Kiv!
Side om Side
Ville vi stride;
Flux vil jeg heise Seil paa mit Skib;
Sværdet i Skeden
Og Helten i Freden
Sløves og ruster;
Kampen, den vilde, Støvet bortpuster;
Snart skal med Hogne Skjalde besjunge
Hedin den Unge!
Skjolde skal dundre,
Saa Odin vil undre,
Og over Jorden fra Valhalla bøie
Hovedet ned med det straalende Øie.
Spørge skal Freir den deilige Gerde:
Hvad er paa Færde?
Hogne.
Hedin, nei ene vil jeg bortdrage;
Bliv du tilbage.
Skjærm du mit Rige mod mine Fjender,
Skjærm mine Qvinder!
Dig har, o Yngling, neppe jo Livet
Brudekys givet;
Ak, men med mig vil det nu mellem Skjolde
Guldbryllup holdes
Haabet paa Ynglingens skyfrie Pande
Skuer man stande;
Ak, men paa Mandens brunede Kinder
Blusse kun Minder.
Hør, hvor det suser i visnede Bregner,
Hør, hvor veemodigt!
Aftnen i Vesten til Uveiret tegner,
Dunkelt og blodigt;
Kragerne qvæder
Paa vildene Heder,
Medens i evigt vexlende Former
Drivskyen stormer.
Hedin, jeg elsker den mandige Glæde;
Kan ikke klynke og kan ikke græde.
Tykt bliver Blodet og Maden mig vammel;
Jeg bliver gammel!
Efteraarssluden mig kjeder i Norden.
Solsiden elsked jeg stedse af Jorden;
Did maa jeg drage
Bort fra min Ven og mit Barn og min Mage.
Glæden i Aanden
Griber den Unge som Spydet i Haanden.
Hvor han letsindig i Luften det kaster,
Stedse tilbage i Haanden det haster;
Ak, men for Manden
Bortflyver Glæden, som Trækfugl fra Stranden.
Ud over Bølge
Maa han den følge,
Forend ham Haaret graaner om Panden.
Menneskets Liv
Farer jo hen, som en Høstvind i Siv;
Kort er dets Bane, som Solens foroven.
Nylig bag Skoven
Steg af din Ild den, o Surtur, som Funken —
Nu er den sjunken.
Stolteste Kæmper, med mægtige Værge,
Pudsle om Nornernes Fødder som Dverge.
Mørk spørger Vola; men hvo kan vel raade
Skabelsens Gaade?
Grublerens Tale
Dreier sig rundt som en Hund om sin Hale.
Bort da med Tanker!
Sælsomt i Hjertet det banker og banker.
Freden har mange giftige Svampe,
Dem maae i Kampe
Helten nedtrampe!
Hedin, jeg kommer.
Fro paa min Drage,
Hjem om en Sommer.
Bliv du tilbage,
Misund den Gamle
Ikke at samle
End et Par Minder,
Førend hans Kraft og Rørighed svinder.
Fra mine Qvinder
Skilles jeg rolig;
Venskab dig binder
Her til min Bolig.
Lov mig at blive og hold hvad du loved!
Taus nikked Gjæsten.
Bort foer Kong Hogne; men Tidslen sit Hoved
Rysted i Blæsten.