Hvor Kirker kneise med Spiir og Kors,
Blandt grønne Marker paa Øen Mors,
Hvor Haven krandser nu Bondegaarden,
Der kneised tilforn en Borg ved Fjorden.
Og est du blændet af Sydens Pragt,
Af Marmorhallen, med Guld indlagt,
Da følg med Drotten i Oldtidsqvadet
Hen til Cleopatras Favn i Badet,
Gak til hiint hængende Paradis,
Ogbygt af Dronning Semiramis;
Med Egeharpen heel fro jeg gaaer
Ind i den nordiske Kongegaard.
Der var ei Kupler og gyldne Taarne,
Ei Søilerækker af Søiler baarne;
Med Tag af Kobber, med Graasteensmuur,
Den trodsede Nordens Stormnatur.
Høit over Porten en mægtig Takke
Stak frem, afbrukken af Hjortens Nakke.
Mod Øst og Vesten man Gavle saae,
Hvor Svaler klinede Reder paa.
Der herskede Hogne, Danmarks Konning,
Med Sigurlina, hans stolte Dronning.
Paa Vikingstog i hans Ungdomstid
Han bragte hende til Norden hid.
Hun var en Datter af Sydens Zoner.
Hun badede sig i salten Sø,
Da fanged Kæmpen den nøgne Mø,
Og Havet maatte hun med ham pløie.
Som slebet Steenkul var hendes Øie.
Kun lidet sin djærve Ransmand huld,
Hoffærdig var hun og rænkefuld,
Stolt krummed sig Næsen som Næb paa Ørnen,
Bag Skjønheds-Rosen fremstak nu Tjørnen.
Skarpt skued hun paa den norske Gjæst.
Men hendes Datter sad hende næst.
I Danmark nævnedes hun Skjøn-Hilde.
Som over Guldsand Asiens Kilde,
Saa skinned Lokken om Hals og Kind;
Hvert Haar var et deiligt Silkespind;
I doppelt Rad hendes Tænder sade,
Som Liljeconvaller bag Rosenblade:
Saa klare Øine man saae ei før,
De vare ei blaae som Danmarks Sø’r;
Det var en Blanding af Hav og Himmel,
Af Dagen med Nattens Stjernevrimmel;
De speilede Alt, hvad der kom nær,
Med Boblens livlige Farveskjær.
Om nøgne Arme de rige Spanger
Sig slyngede op som gyldne Slanger.
„Nei, raabte Kong Hjarands stærke Søn,
Nu saae jeg aldrig en Mø saa skjøn!
I mine Kinder jeg mærker Blodet.
Blandt Bjørne tabte jeg aldrig Modet,
Og tør ei nu paa en Qvinde see!
Nei, stammed han, du maa ikke lee,
Skjøn Jomfru, og smile til dine Terner,
Som Freias Maane til sine Stjerner.
Jeg har ei talet med Piger før;
Mit Hoved var aldrig saadan ør.
Jeg troer, det kommer af dine Blikke!
Ved Tyr, jeg frygter for Kæmper ikke;
Dem kan man ærligt for Panden slaae;
Men Møer ere saa sine og smaae.”
Hvor smiled den deilige Kongedatter
Og alle de blonde Terner atter.
Da nærmede sig en kulsort Mohr —
En Sjældenhed i det gamle Nord —
Med Tænder hvide som Snee, og Haaret
Saa sort og krøllet som Uld paa Faaret.
Af Vikingen var han røvet fra
Det hede, brændende Africa.
Han skulde tage mod Skjold og Sværdet.
Men Hedin vendte sig bort forfærdet;
Sligt Under havde han aldrig seet.
Da blev der atter i Hallen leet.
„Ha, mumled Helten, saavidt jeg skjønner,
Saa er det jo en af Muspels Sønner!”
Men hjerteligt Konning Hogne lo:
„Det er kun et stakkels Dyr paa To.
Jeg tog ham herop paa Bleg, hvor Norden
Udbreder sit hvide Liin paa Jorden.
Men kom og sæt dig paa Hyndet blød
Og smag paa vor danske Most og Mjød!
Jeg tænker, I leve kun smalt deroppe
Med Granekogler og Birkeknoppe.
Den muntre Danske, paa Land og Hav,
Maa have Noget at leve af;
Paa Græsset driver han Galt og Oxe,
Og op til Hjelmen maa Rugen voxe;
Af Fjorden øser han Sild i Spand.” —
„Ja, Danmark er et velsignet Land!
Udraabte Skjalden og greb i Strængen,
Jeg laa og drømte paa Kløverengen:
En Jomfru bar mig, saa hvid som Snee,
Høit op mod Solen og raabte: see!
Da holdt jeg Haanden over min Pande
Og skuede ud paa Alverdens Lande.
Jeg saae mod Syden, hvor Palmen groer,
Og mod den evige Iis i Nord.
Mit Fædreneland dog blomstred grønnest.
Ja, raabte jeg, Danmark er dog skjønnest!
Der vil jeg leve og der vil jeg døe!
Da vaagned jeg ved den himmelblaae Sø.”
Saa sang han. Men Kæmperne sloge paa Skjolde
Asodin sin Haand over Danmark holde!
Tak, høie Hertha, for Høstens Flor,
Du Moder for den hellige Jord!
Da tømte de Hornet ud til Bunden.
Men Hedins Frygt var i Hallen svunden;
Han mærkede ei, at i Smug han fik
Fra Hognes Dronning heel mangt et Blik.
Han rykkede nærmere til liden Hilde,
Og Qvindens Skjønhed tæmmed den Vilde;
Om Klipperne i sit Hjem han sang,
Mens hendes Blik ved hans Læbe hang.
Da smiled Hogne med Fadergammen,
Og tænkte: de blive et Par vel sammen.
Saa sade derinde de fagre To
I Gjæstehallen og spøged fro;
Men gjennem Gluggen saae Stjernen stille
Ned paa ung Hedin og paa skjøn Hilde.
Forbi den svæved en liden Sky;
Nu blev den mørk og nu klar paany.
Det er den samme, som venlig flammer
I Qvælden ind i mit dunkle Kammer;
Som efter tusinde svundne Aar
Hen over Oldtidens Grave gaaer,
Den klare, hellige Aftenstjerne. —
Taus smiled den fra det dunkle Fjerne
I Kongehallen ved Midnat ned;
Men hvad den tænkte, Alfader veed.