Sigurlina.
Nu slumrer Hilde med sine Møer;
Kom, Hedin, sid ved min Side.
Jeg lukker den mægtige Høisalsdør.
I Bjælkerne gnaver Musen, hør!
Det er over Midnatstide.
Hedin.
Paa Arnen ligger den sorte Brand;
Den sværter meer end den brænder.
Det er ikke Spøg, hvad Havets Vand
I Øret hvisker den vilde Strand,
Naar Midnatstaagerne blænder.
Sigurlina.
Vi To forstaae dog hinanden godt,
Thi herske ville vi Begge.
Letsindig flakker i Syd min Drot,
Og tykke Mure har dette Slot,
Og dunkelt er Nattens Dække.
Hedin.
Din Sang jeg vil da nu lytte paa;
Men fat dig i Korthed, Qvinde;
Mig lyster ud i det Fri at gaa,
Mens Freia straaler fra Himlens Blaa;
Her er saa skummelt herinde.
Sigurlina.
Din Freia kjende vi lidet til
Hist i det brændende Syden;
Der tænder Venus sin stærke Ild;
Med Turtelduer hun kjører mild —
Men troer du, Yngling, paa Dyden?
Hedin.
Hvad bryder det dig, hvorpaa jeg troer?
Din Fritten dig lidet frugter.
Jeg troer paa Odin og Styrkens Thor,
Som knuser den falske Orm, der snoer
Sig frem i slimede Bugter.
Sigurlina.
Din Asalære er kold og raa,
Som Vinteren her i Norden;
Fra Sydens Himmel, den rene, blaa,
Bortslæbt som Bytte, jeg sukke maa
Imellem Barbarerhorden.
Hedin.
Skjæld ikke Norden, ved Valhal, nei!
Barbaren du lidet fatter!
Hans Fryd ei blomstrer i sydlig Mai
Han søger den paa en længere Vei,
Hoffærdige Sydens Datter.
Sigurlina.
Du taler om Fryd, til den, hvis Liv
Som Raab i Ørken maa svinde —
En kold, en lunefuld Fyrstes Viv,
Ha, usle, glimrende Tidsfordriv!
En kronet, stakkels Slavinde!
Hedin.
Ei hørte jeg saa dig tale før,
Din Hvisken lidet mig huer;
Til Elskov skabtes Qvinder og Mø’r —
Hvi skotter du hen til Hallens Dør,
Mens Øiet i Mørket luer?
Sigurlina.
Hør, Yngling, Livet os raaber: Nyd!
Tilsammen passe vi Tvende.
Ærgjerrig est du, saa hersk og byd!
Jeg flyver med dig til Glands og Fryd;
Kold er den cimbriske Qvinde!
Hedin.
Ha, Qvinde, Qvinde, hvad siger du!
Tilforn du var mig en Gaade.
Til skumle Rænker staaer kun din Hu.
Du vil mig listig vel friste nu
Og siden nedrig forraade!
Sigurlina.
Mistanken ængster ei Heltens Sjæl!
Nei, Yngling, ved Plutos Trone!
Jeg vil kun hæve dig til dit Held;
Bedriftløs kom du fra Norges Fjeld,
Jeg byder dig Danmarks Krone.
Hedin.
En Hæler tager mod stjaalet Gods!
Kong Hogne jeg Dronen skjænker.
Bedriftløs kom jeg fra Norges Fos;
Men byder al Verdens Konger Trods
Og leer ad Kjærlingerænker!
Sigurlina.
Ja lee, du Blinde, men jeg leer sidst!
Om Eet jeg vil dig dog minde!
Din Hu til Hilde jeg aner vist;
Mod Overmodet jeg sætter List;
Til Døden er du min Fjende!
Hedin.
Nu, Ravnemoder, saa hør mit Svar!
Ei frygten binder min Tunge!
Kong Hognes Datter forført jeg har,
Og hvis du ei hendes Moder var,
Jeg skulde din Dødssang sjunge!
Sigurlina.
Skjøndt Hilde ei vandt sin Moders Hu —
Hun eier sin Faders Blikke —
Jeg sværger dog høit ved Nattens Gru,
Før skal hun ofres en Træl, end du
Skal Bryllupshornet uddrikke!
Hedin.
Skjæld kun, du giftige Kjærlingmund
Prøv kun Kong Hogne at æggc,
For længe var jeg hans Lænkehund;
Nu vandrer jeg bort, saa ød du kun
Din Galde paa døde Vægge!