Nys gik Gyritha som Barn ved Sø,
Nu stod hun der som en deilig Mø;
Men vild som Hinden,
Der mærker Jægerens Spor i Vinden.
Hun var saa deilig, hun var saa smuk,
Som Rosenknoppen, besprængt med Dug,
I Solens Straaler;
De Øine ligned’ to Martsvioler.
Ei kjendte Haaret endnu til Sax:
Som Vippen, flættet paa smækre Ax;
Naar frit det bølged’,
Det hende gyldent til Foden dølged’.
As vilde Blomster hun bar en Krands;
Let svæved’ Foden i sorgløs Dands;
Me’ns Majestæten
Paa Panden vidned’ om Skjoldungæten.
I Jomfruburet hun bo’de trygt,
Med Zobel, Maar og med Purpur smyk’t,
Alt hos sin Amme;
Me’ns Kæmpebrødrene sad’ heelt tamme.
Men frit hun voxte i Skovens Skjul,
Og var saa fly som den vilde Fugl;
Tidt plasked’ Møen,
Som Svanen skjult, mellem Siv i Søen.
Tidt skjulte hun sig i Krattet snildt;
Naar Vogternes Søgen da var spildt,
Den Kongedatter
Opslog bag Løvet en munter Latter.
Kun sjeldent hun sine Værger saae:
Jarl Hunding og Borkord Kæmpe graa
Til Ammens Tale
Hun lytted’ taus i de dunkle Sale.
Ak, Fader og Moder længst var’ død’! —
I Skrin hun gjemte Guldkronen rød; —
Naar Stjernen blinked’.
Hun syntes, at de fra Skyen vinked.
Og, naar om Vaaren den Irisk sang,
Og Blomster dufted’ paa Mark og Vang,
Hun saae med Længsel
I Verden ud, fra sit snævre Fængsel.
Men Haldan stod nu som Skovens Eeg;
En Mester var han i Helteleg;
I Brynieringe
Sin egen Høide han kunde springe.
Som Aalen svam han i Bølgen blaaz
Om Kap han rendte med Skovens Raa;
Hver Steen, han kasted’.
Som Pilen snelt gjennem Luften hasted’.
Han dreied’ Sværdet, saa paa engang,
Det var, som ti han i Luften svang;
Snart paa sin Ganger
Han dristigt tumled’; snart var han Sanger.
Og, naar han hæved’ sin Stemme stærk,
Da rungede det i Muur og Verk:
Hver opbragt Kæmpe
Han kunde med sine Viser dæmpe!
Hans Øine var’ store og Kinden brun;
Godmodigt smilede tidt hans Mund;
Men over Brynet
Paa Heltepanden sad Thor, og lyned!
Ham Drothe betragted’ moderfro.
Og gamle Borkord i Skjæget lo,
Hvergang den Unge
En Kampevise han hørte sjunge.