Over Fjeldets sorte Stene
Maanen, som et Gjenfærd, steg;
Stormen rev i Fyrrens Grene,
Og den skumle Ugle skreg:
Da, med Spade og med Hakke,
Haldan, fra sin Vikingssmakke,
Sig paa Æventyret sneg.
Bag ved ham, paa Klippestien,
Seiled’ Kold med tunge Skridt
Underligt, som Humlebien,
Brummed’ han i Skjæget tidt,
Og det tørre Land forbandte;
Thi, til Dækkets Slingring vante,
Holdt paa Jord hans Been ei Tridt.
Drengen maatte ofte fnise:
Kæmpen i hans Vams tog fat,
Me’ns han brummed’: „For forlise
Paa det vilde Kattegat!
For en ærlig Storm derude.
End at bjerge her sin Skude,
I en saadan bælmørk Nat!”
Som en Jette Klippeblokken
Truende mod Himlen stod.
Blæsten Haldan greb i Lokken;
Dog han tabte ei sit Mod:
„Her er Veien mig betegnet!
Om af Trolde selv indhegnet,
Henter jeg den Klinge god!”
Tys! da risled det i Krattet,
Og en Ulv fra Busken treen.
Ynglingen sin Hakke fatted’,
Høit den klang bag Bjergets Steen.
Godt ei Jernet Ulven smagte;
Thi mod Himlen høit den strakte,
Hylende, de fire Been.
Paa en Birkegreen med Panden
Foer ved Larmen gamle Kold;
I hans Nakke holdt en anden:
„Bort”, han skreg: „fordømte Trold!
Slip mit Haar med dine Hænder,
Eller, ved Gud Thor, jeg sender
Dig den grimme Hel i Vold!”
Vildt og fælt han om sig hugged’
Hastig maatte Haldan flye,
Til den blege Maane dukked’
Frem bag Nattens Sølversky,
Og den Viking Ulven viste;
Høit han lo, og Daaden priste,
Men’s de vandred’ frem paany.
Gjennem Krat de maatte trænge,
Vade over striden Flod,
Til de begge, langt om længe,
Ved den grønne Gravhøi stod’:
Dæk’t af Hængebirkens Grene,
Med de mosbegro’de Stene,
Laae den der, ved Klippens Fod.
End var Hulens Indgang aaben,
Ynglingen paa Høien saae,
Her det var, i Purpurkaaben,
At hans Moder fordum laae.
Maanen ned i Hulen lyste;
Birkens Løv i Vinden gyste;
Sagte risled’ Bjergets Aa.
„O, tilgiv, hvis jeg dig vækker
Af din Ro, du Gravens Aand!
Sværdet, som nu Muldet dækker,
Bruger ei din Dødninghaand!
Skjænk mig da min Arv forrustet”!
Hvisked han, me’ns Kold oppusted’
Luen i en Fyrrespaan.
Ovenfor den mørke Grube
Lyttende den Gamle stod;
Medens ned i Dødens Strube
Haldan krøb, med freidigt Mod.
Rundt med Spaanen han sig vendte;
Leiet hist af Straa han kjendte,
Plettet stygt med Trælleblod.
Flux paa Verket Haand han lagde:
Hakken klang i Graven huult,
Der hvor Moderen ham sagde,
Regnold havde Sværdet skjult.
Snart var Hul bag Stenen aabnet,
Og, i Spaanens Lue, Vaabnet
Straalede heelt underfuldt.
Da blev Spaanens Ild udpustet.
Som af en usynlig Magt;
Men han fatted’ Grebet rustet,
Rigt med Guld og Sølv indlagt,
Og opsteg hvor Livet vinked’,
Carelsvognen stille blinked,
Trofast gamle Kold stod Vagt.
Herligt lynede den Klinge-
Haldan sprang, og svang den fro:
„Her er Vingen, som skal svinge
Kæmper op til Valhals Bo!”
Paa hver Stamme blev den prøvet;
Eggen var af Tiden sløvet;
Fæstet var til Hænder to.
„Hør min Eed, du blege Maane,
I din tause Stjernehal!
Hvis jeg svigter, lad mig blaane
Dybt hos Hel, i Nidingskval!
Dette Sværd skal Danmark ære,
Til Valkyrierne bære
Mig til Seierfaders Sal!”
Saa han kvad, me’ns Kinden brændte
I det blege Stjerneskjær,
Og med Kold tilbagevendte
Han fra underlige Færd.
Atter Snekken kløved’ Voven;
Muntert hjem til Leireskoven
Bragte han Kong’ Regnolds Sværd!