Af Skjoldungeblod
Tilbage kun stod
Den lille Gyri tha paa Jorden:
Med Øinene blaae,
Og Guldkrøller smaae,
Og frisk som en Vaardag i Norden.
Hun lignede smukt
En rødmusset Frugt,
Som Stormen afrev fra dens Stamme;
En frændeløs Fugl,
Forladt, uden Skjul,
Som fremmede Fugle maae amme.
Om ældgamle Thing
Stod Bønder i Ring,
Med Køller og blinkende Sværde:
„Giv Danmark en Drot,
Som mener os godt,
Og reiser det nedbrudte Gjerde!”
Da Borkord fremtreen
Til Hyldingens Steen,
Og Larmen forsvandt i det Fjerne:
Det Kongebarn holdt
I Favnen han stolt,
Som Natten en funklende Stjerne.
Fra malmfulde Bryst
Sig hæved hans Røst:
„Her bringer jeg Kuben en Dronning!
Naar Liliens Frø
Udvikler en Mø,
Hun skaffer vel Danmark en Konning!
Og hør hvad jeg spaaer.
Med graanede Haar:
Det deiligste Troe skal hun vorde!
Om Stammen engang
Paa blomstrende Vang
Skal græsse de splittede Hjorde!
Naar Solen bag Hav
Bestraaler min Grav,
Og Mosset min Bautasteen klæder;
Da — mærk mine Ord:
En Konge saa stor
Hun føder til Dannemarks Hæder!”
Og „Hæder”! gjenlød
Fra Bølgernes Skjød
Og rundt fra de grønnende Lunde;
Mens Hyldingens Raab,
Med Liv og med Haab,
Sig hæved’ fra tusinde Munde.
Som Storm brød det ud:
„Ja, hil dig, du Skud
Af Odins den hellige Stamme!
Bliv fager og stor
Til Hæder for Nord!
Du Konger skal Danmark opamme!”
Om Lokkernes Krands,
I Solstraaleglands,
En Krone blev sat af Kjærminder:
Eia, hvilken Leeg!
Paa Thronen af Neeg
Hun smiled’, med blomstrende Kinder.
Til Hyldingens Steen
En Skare fremtreen:
Tolv mægtige Brødre de vare,
Ved Odin de svo’r’.
Det Skjoldungeno’r
Med Liv og med Blod at forsvare.
I Gefions Lund,
Ved bølgeblaat Sund,
En Borg laae, af Bøge bestygget:
Mod Eeg og mod Bøg
Steeg blaalig dens Røg,
Og Storken paa Tagryggen bygged’.
Der sad’ nu de Tolv
Som Kæmper om Rolf,
Omhegned’ med Sværdet den Svage;
Paa Arm hende bar’.
Og Legetøi skar’,
Og tyssed’ med Sang hendes Klage.