Hil dig, du Nordhavets
Deiligste Datter,
Stille, velsignede
Fædreneland!
Mild, med din Krands af
Sexradet Kornax,
Og med Idunas
Æbler i Skjødet,
Bader du Lokken
Yndig og smiler, paa
Silkebolsterne
Himmelblaae.
Ei har du Klipper,
Som Gothard og Dovre,
Med tordnende Vandfald,
Ei dandsende Floder,
Som Donau og Rhinen;
Dog er din Slette
Ei nogen Ørk:
Saftgrønne Bøge
Skygge i Skoven;
Himmelens Hvælving,
Med Sole og Stjerner,
Skuer man heel.
Markerne bølge med
Kongernes Grave:
Dan Mykilati’s,
Gorm’s og Dannebod’s
Hist ved Jellinge.
Underligt suser
Om Bautastenen
Oldtidens Sagn.
Stille bag Ploven,
Mens Lærken synger,
Vandrer Graabonden;
Finder med Studsen
Askekrukker og
Røden Guldhorn,
Ældgamle Been,
Som nys i Mosen
Paa Cimbriens Halvø,
Rammet med Pæle,
Gamle Gunild:
Blodøxes Viv — —
Lystig ved Stranden,
Paa Fiskerleiet,
Solbrændte Søgut
Bøder sit Net;
Kirkebyer og
Bøndergaarde
Venligt, med Haver
Om hvide Mure,
Ligge paa Marken;
Rygteren driver,
Hvor Kæmper blødte,
Hjorden til Vands.
Storken hvert Foraar
Kommer fra Asiens
Og Nilens Palmer,
Hvor Crocodillen
Snøfter mod Solen;
Hilser din Grønne
Lærketørvs-Tue
Med knæbrende Næb.
Isefjords-Bølgen
Og Kongedybet,
Bugten ved Kjøge,
Ved Kolbergerheide
Sjunge en Drapa
Høit til din Ære,
Herlige, ældgamle
Fædreneland!
Mindes du dengang
Arken paa Ararat
Atter var landet?
Slægten af Japhet
Drog som Nomader
Op imod Norden,
For at befolke
Den hellige Jord?
Længe de søgte
Efter en Hjemstavn:
Yndige Danmark,
Dig da de fandt!
Vældigt omsuset af
Polens Storme;
Midt i et oprørt,
Brusende Hav:
Venlige Lunde
Loe dem imøde,
Fisk’rige Fjorde,
Bølgende Enggræs,
Sprudlende Væld.
Taarer i Øiet
Steg’ da de Vilde;
Herren de takked’
Og Danmark nævned’
Det yndige Land.
Hytter sig reiste,
Og rigt udbredtes
Slægten i Nord.
Snart vandred’ Cimbrer
Ud med Teutoner,
I Bjørnehuder,
Ned imod Syd.
Ikkun ved Krigslist,
Cajus Marius,
Du de haardføre
Vildmænd betvang!
Ved Aquæ-Sextiæ
Romerne slog’ dem;
Kæmpernes Knokler
Om deres Gaarde
Brugtes som Hegn.
Deilige Moder!
Endnu du smiler;
Skjøndt dine Kæmper
Smuldne i Muld.
See dine Søstre,
Svea og Nora,
Hæve de stolte
Pander mod Himlen,
Krandsed’ med Granløv!
Hist paa sin Kuløe
Nordhavets Dronning,
Gamle Britania,
Hyllet i Damp af
Dampmaskiner,
Mægtigt sig kroer!
Hisset Germania
Grublende sidder,
Med sine dunkle
Sværmende Blik’!
Alle de skue, med
Hovmodig Kulde,
Haanende paa dig;
Sydboen neppe
Veed, at du findes;
Dog med Kjærmindens
Kjærlige Øie,
Med dine lyse
Lokker af Mailøv,
Med dine Sange
Og hellige Minder,
Yndig du smiler paa
Silkebolsterne
Himmelblaae!
Fattig du est kun,
Hellige Moder;
Dog jeg dig elsker;
Dog jeg mig nævner,
Midt i din Armod,
Stolt som din Søn!
Ja! om jeg stod nu
Midt i Arabiens
Paradiis-Dal,
Ved Himalaja
Eller ved Indus,
Eller ved Tiber,
Vilde jeg græde
Høit for din Skovvang,
Vilde jeg strække
Ud mod din Tue
Barnlig min Favn!
Skjænk mig en Hytte
I dine Lunde,
Hvor jeg med Harpen
Høit kan dig prise,
Tæt ved dit friske,
Stolte, dunkelblaae,
Rullende Hav!
Hellige Moder,
I dine Arme
Skjænk mig to Fodbred
Jord til en Grav!