Atter Naturen sig reiste fra Baaren:
Mildt gjennem Taaren
Smiled’ den deilige Vaar;
Blaaøiet hen over Norden hun dandsed’,
Tusindfryd krandsed’
Yndigt det guldgule Haar.
Kilderne sprang, hvor hun vendte sit Øie;
Dale og Høie
Bar’ hendes maigrønne Spor;
Skovene dufted’ af Liljeconvaller;
Storke og Svaler
Vendte tilbage til Nord.
Travlt blev i Hytten, og travlt blev paa Borgen,
Bonden hver Morgen
Hjorden til Grusgangen drev;
Ned af sin Knage kom Skjoldet, med Pandser;
Sværde og Landser
Heltene pudsed’ og sleb’.
Der, hvor de dunkelblaae Isefjords-Vover
Henrulle over
Muslingeskaller og Sand;
Der hvor med Taarne nu, Roeskilde-Byen
Kneiser mod Skyen,
Vandrede Haldan ved Strand.
Stille som Roar gik fordum paa Engen,
Satte sig Drengen
Ned ved den speilklare Strøm:
Lokkerne rigt over Skuldrene rulled’,
Bølgen ham lulled
Sagtelig ind i sin Drøm.
Men, som han sad nu, og stirred’ i Drømmen,
Toned’ fra Strømmen
Havfruens smeltende Sang.
Teet ved, hvor Bølgerne badede Grenen,
Sad hun paa Stenen;
Haaret var flettet med Tang.
Gylden var Lyren, og sneehvid var Armen,
Svulmende Barmen,
Dækt af et tindrende Slør;
Frisk, som en Sivblomst i Dugdraabe-Glandsen
Sad hun med Svandsen
Skjult i de hviskende Rør.
Fuglene lytted’ i Bøgen og Linden;
Stille blev Vinden;
Hjorten kom frem af sit Skjul;
Haldan ei Haand, eller Foden bevæged’
Havfruen leged’
Yndigt med Strængenes Guld:
„Lyt, o Haldan, til min Stemme!
I det friske
Hav, blandt Fiske,
Har jeg hjemme;
Stolte Haller
Af Chrystaller
Kneise, der af Hvaler baarne;
Kjæmpesneglehuse taarne
Sig derpaa:
Men hvad Dybets Afgrund dølger
I de evigt friske Bølger,
Intet jordisk Øie saae.
Rundt om Jorden,
Snart i Syd og snart i Norden,
Jeg mig tumler:
Snart hvor Purpurbølgen mumler
Elskovsfuld,
I de rige Palmebugter,
Der, hvor Frugter,
Som af Guld,
Fjernt i Østen
Vinker Skipperen til Kysten;
Snart, hvor under Laurens Green,
Blege Guder, som i Tanker,
Staae, omsnoed’ af vilde Ranker,
Stivnede til Marmorsteen.
Meer end Sydens Blomstersiv,
Og de palmegrønne Kyster,
Mig forlyster
Norden, med sit Kæmpeliv;
Og naar Midgaardsormen ryster
Frygteligt sin Bølgeham,
Og naar gram
Ran, med Fraaden omkring Munden,
Jager, vild som Støverhunden,
Stolten Snekke,
Medens Kæmper, klædt’ i Staalet,
Høit paa Dække
Synge lystigt Bjarkemaalet:
Da, med Flagerhaar, sig gynger
Havets Frue
Mod din store Stjernebue,
Stolte Nord!
Me’ns hun synger
Høit med Stormene i Chor.
Meest dog paa den vide Jord
Elsker jeg det danske Veenge:
Grønne Enge
I min Vove
Speile sig, med Bøgeskove,
Som et lidet Paradii;
Fiskerhytter staae paa Strande;
Sildene i tusindviis
Sprælle i de sølvblaae Vande.
Her det var
At, paa Guldskjold, over Søen
Trygt jeg bar
Odins Søn til Bøgeøen:
Deilig var den Kongedreng!
End jeg mindes, hvor han smilte,
Der han vuggedes, og hvilte
Paa den bløde Axeseng.
Her Kong Frode Fredegode
Mangen Gang
Jeg med Sang,
Ved de himmeldybe Strømme,
Lullede i Heltedrømme.
Her Kong’ Roar eensom gik,
Som en Dreng i Aftenstunden,
Med det stille,
Stjernemilde,
Eiegode Baldurblik.
See! da steg jeg op fra Bunden,
Peged’ hen paa Leirelunden,
Og mit Kvad
Lærte ham i Skovens Skygge,
Op at bygge
Leires gamle Kongestad.
Her jeg Rolf i Kvæl fornøied’
Med min Tone.
Smykt med Krone,
Ofte jeg paa Thing ham skued’:
Da ophøiet
Heltens store Hjerte lued’
Ham af Øiet.
Da han, ved Forrædersvig,
Sank blandt sine Kæmpers Liig;
Til mit Bølgeslot jeg dukked’
Sorrigfuld, og sukked. —
Hør mig du,
Som paa Stranden sidder nu!
Ogsaa dig jeg her vil love
Røden Guld og grønne Skove!
Kongekronen skal, med Ære,
Stolt du bære!
Vaagn da, Haldan, op af Dvalen;
Du est født for Kongesalen!
Seer du Solen
Stige hist fra Kongestolen?
Saa er Heltens stolte Vei!
Selv, naar han i Blodet synker,
Hjertet ynker
Ham i Seiersdøden ei!
Men misunder
Ham de dybe Purpurvunder,
Me’ns, paa Nornens røde Vinger,
Han sig svinger
Smilende til Guders Sal!”
Saa toned’ Sangen, og Huldren neddukked.
Bølgen sig lukked
Over den Yndiges Vei. —
Atter fra Stranden til Hjemmet han vendte
Men hvi ham brændte
Kinden, det aned man ei! —