Her sidder jeg stakkels Spøgefugl
I Stuen nu atter fangen.
Hvi skulde jeg lægge paa Hjertet Skjul?
Hvert Minde om den deilige Juul
Bevæger mit Bryst til Sangen.
Af Latter mæt og af Spøgen træt,
Jeg sidder nu her paa min vante Plet;
Mens Følelsen fordrer sin stærke Ret,
Jeg giver efter for Trangen.
Naar Dagen helder, i Skumringen,
Da faaer man saa lyse Tanker,
Da drømmer jeg glad hver Fryd igjen,
Og sidder saa taus, naar Den og Den
Til Døren kommer og banker;
Ja, hvor jeg vandrer, og hvor jeg staaer,
Sin lette Vinge min Længsel slaaer
Til den velsignede Præstegaard,
Omstynget af grønne Ranker.
Herinde seer Alt saa vrantent ud,
Og taaget er Kongestaden;
Man tramper om i en evig Slud
Med Paraplyer paa Gaden.
Og hvor man vender sit trætte Blik:
Kun Lapse og Gadedrenge,
Og stive Damer og kolde Nik,
Og saa kun Tale om Politik
Og Penge! Penge! Penge!
Ja, De kan troe, at jeg har min Nød,
Jeg stakkels Drømmer, med Albustød
Og Regnvandsdryppet fra Muren,
Som Barnet jeg bliver om Hjertet blød,
Af Længsel efter Naturen.
Og naar jeg saa har mit Dagværk gjort,
Jeg iler op over Byens Port;
Thi det gjør Hjertet saa varmt og stort,
At længes efter Naturen!
Der staaer jeg paa Volden i Blæst og Regn
Og seer paa den sorte Krage,
Og sender et Suk til min Yndlingsegn,
Til Søen og til de levende Hegn
Og Landsbyens gjæstfrie Tage,
Til Bække og til de klare Aaer,
Til Jægerbakken og Ledet;
Men ak, jeg Stakkel, som der jeg staaer,
Jeg ligner Møllen, der Vingen slaaer,
Men kommer ikke af Stedet.
Saa svøber jeg mig i min Kappe tæt,
Og Luftkasteller mig bygger:
Et Huus og foran en Haveplet,
En Bænk under Lindeskygger,
En pileomkrandset Fiskedam,
En Gaard med Ænder, en Eng med Lam,
Et Gjerde af vilde Roser,
Og Udsigt fjernt over Skovens Kam
Til Søer og sorte Moser.
O, min Lyksaligheds Ideal!
Ei nogen glimrende Marmorsal!
Ei bonede Gulv derinde!
En venlig Stue, en Bogreol,
Et gjestfrit Bord og en Lænestol,
Og saa tilsidst, alle Ønskers Sol,
En from og elskelig Qvinde!
Saa mindes jeg hiin Natur, hvor vi
Har vandret og sværmet sammen:
Det skjønne, bakkede Kalkbrænderi,
Og Dalen med Mølledammen;
Jeg seer det igjen saa klart og vist,
Her Præstebakken og Kirken hist,
Men Præstegaarden dog først og sidst.
Det Andet bliver kun Rammen.
Ja, hvor jeg vandred ved Danmarks Søer,
Paa alle de skjønne Steder,
Mig aabnedes aldrig saa gjæftfri Dør,
Saa kjærligt et Hjem jeg fandt ei før,
Med patriarkalske Sæder.
O, det er mere end Smiger tom!
Vist aldrig jeg fandt, hvorhen jeg kom,
Saa aabne Hjerter, saa mild en Dom,
Som, Elskelige, hos Eder.
Hver Dag hensvandt som en landlig Fest,
I Glasset perlede Vinen,
Og venlig spøged den gamle Præst
Og spilled paa Fiolinen.
Mens Solen skinned ad Ruden ind,
Der toned yndige Sange;
Da maatte jeg ud i Aftnens Vind,
At skjule mit bevægede Sind
I Havens løvrige Gange.
Naar Marken dufted af Kløverhø,
Vi stødte Baaden fra Landet —
Valdhornet klang paa den stille Sø,
Her slog en Fisk, her plumped en Frø,
Og Solen glimred paa Vandet.
Med Sommerblouse og Straahat paa
Jeg roede for de Skjønne,
Og Himlen syntes mig mere blaa
Og Skovene mere grønne.
Og alt som Dagen gik meer paa Held
Og Svalerne lystigt piilte,
I Nordens deilige Sommerqvæld
Min Haand over Aaren hviilte;
Og Maanen steg, og Solen sank.
Og sagte blev Lærkens Trille,
Og Søen den var saa blank, saa blank,
Og alle Øine saa milde;
Da stemte vi i det fulde Chor,
Og tyst laae Himmel og tyst laae Jord,
Og Stjernen funklede stille.
O Dage rige paa Ungdomslyst!
I Vaaren og i den gyldne Høst,
I efteraarsstille Skove,
Naar Maagen skreg med stingrende Røst,
Og Søen vælted sin Vove!
Og Kjøretoure til fjerne Byer,
Forvovne Streger og Eventyr,
Og Andejagter bag Sivet!
Og Den og Den og Den og Den!
Jeg glemmer Dem aldrig meer igjen!
Jeg glemmer det aldrig i Livet!
Forsvunden er nu den skjønne Tid
Og Sommerens deilige Dage;
Nu fyger Vintrens Snee saa hvid
Om Landsbyens lave Tage,
Og Storken ei meer paa Reden staaer
I Aftenrøden paa Præstens Gaard;
Nu suse de kolde Vinde,
Og Lyset tændes, og Rokken gaaer,
Og Ovnen buldrer derinde.
Og jeg alvorlige Spøgefugl,
Jeg sidder nu atter fangen,
Mens Rumlen af de evige Hjul
Forstyrrer mig tidt i Sangen;
Den hæse Skraalen med Tørv og Aal
Forvirrer mig reent mit Versemaal —
De hører det vist paa Klangen.
Dog, flyv min Længsel med dette Blad,
Flyv fra den larmende Kongestad
Til Præstens hjemlige Stue,
Til alle de blomstrende Pigers Rad
Og til den venlige Frue.
Og siig, hvad hos mig Du hørte og saae,
Alt hvad mig Stakkel paa Hjertet laae,
Og bring mig saa atter med Svar derpaa
Et Blad som en Arkens Due!