Der sidder jeg stakkels Spøgefugl
I Stuen nu atter fangen.
— Hvi skulde jeg lægge paa Hjertet Skjul?
Hvert Minde om den dejlige Juul
Bevæger mit Bryst til Sangen.
Af Latter mæt og af Spøgen træt,
Jeg sidder nu her paa min vante Plet;
Mens Hjertet fordrer sin stærke Ret
Jeg giver efter for Trangen.
Naar Dagen helder, i Skumringen,
Da faaer man saa lyse Tanker,
Da drømmer jeg glad hver Fryd igjen.
Og sidder saa taus, naar Den og Den
Til Døren kommer og banker.
Ja, hvor jeg vandrer og hvor jeg staaer,
Sin lette Vinge min Længsel slaaer
Til den velsignede Præstegaard,
Omslynget af grønne Ranker.
Herinde seer Alt saa vrantent ud,
Og taaget er Kongestaden;
Man tramper om i en evig Slud
Med Paraplyer paa Gaden;
Og hvor man vender sit trætte Blik:
Kun Lapse og Gadedrenge,
Og stive Damer og kolde Nik,
Og saa kun Tale om Politik
Og Penge! Penge! Penge!
Ja, De kan troe, at jeg har min Nød,
Jeg stakkels Drømmer, med Albuestød
Og Regnvandsdryppet fra Muren;
Som Barnet jeg bliver om Hjertet blød
Af Længsel efter Naturen.
Og naar jeg saa har mit Dagværk gjort
Jeg iler op over Byens Port;
Thi det gjør Hjertet saa varmt og stort
At længes efter Naturen!
Der staaer jeg paa Volden i Blæst og Regn
Og seer paa den sorte Krage
Og sender et Suk til min Yndlingsegn,
Til Søen og til de levende Hegn
Og Landsbyens gjæstfrie Tage,
Til Bække og til de klare Aaer,
Til Jægerbakken og Ledet —
Men ak, jeg Stakkel, som der jeg staaer,
Jeg ligner Møllen, der Vingen slaaer,
Men kommer ikke af Stedet.
Saa svøber jeg mig i min Kappe tæt
Og Luftkasteller mig bygger:
Et Huus og foran en Haveplet,
En Bænk under Lindeskygger,
En pileomkrandset Fiskedam,
En Gaard med Ænder, en Eng med Lam,
Et Gjærde af vilde Roser,
Og Udsigt fjernt over Skovens Kam
Til Søer og sorte Moser.
O, min Lyksaligheds Ideal!
Ei nogen glimrende Marmorsal!
Ei Gulvet bonet derinde!
En venlig Stue, en Bogreol,
Et gjæstfrit Bord og en Lænestol; —
Og saa tilsidst, alle Ønskers Sol,
En from og elskelig Kvinde!
Saa mindes jeg hiin Natur, hvor vi
Har vandret og sværmet sammen:
Det skovomkransede Kalkbrænderi,
Og Dalen med Mølledammen;
Jeg seer det igjen saa klart og vist:
Her Præstebakken og Kirken hist,
Men Præstegaarden dog først og sidst,
Det Andet bliver kun Rammen.
Ja, hvor jeg vandred ved Danmarks Søer,
Paa alle de skjønne Steder,
Mig aabnedes aldrig saa gjæstfri Dør,
Saa kjærligt et Hjem jeg fandt ei før,
Med patriarkalske Sæder.
O, det er mere end Smiger tom!
Vist aldrig jeg fandt, hvorhen jeg kom
Saa aabne Hjerter, saa mild en Dom,
Som, Elskelige, hos Eder!
Hver Dag henrandt som en landlig Fest,
I Glasset perlede Vinen,
Og venlig spøged den gamle Præst
Og spilled paa Fiolinen.
Mens Solen skinned ad Ruden ind
Der toned yndige Sange;
Da maatte jeg ud i Aftenens Vind
At kjøle mit bevægede Sind
I Havens løvrige Gange.
Naar Marken dufted af Kløverhø,
Vi stødte Baaden fra Landet:
Valdhornet klang paa den stille Sø,
Her slog en Fisk, der plumped en Frø,
Og Solen glimred paa Vandet.
Med Sommerblouse og Straahat paa
Jeg roede for de Skjønne,
Og Himlen syntes mig mere blaa
Og Skovene mere grønne.
Og alt som Dagen gik meer paa Held
Og Svalerne lystigt piilte,
I Nordens deilige Sommerkvæld
Min Haand over Aaren hvilte.
Og Maanen steg, og Solen sank,
Og sagte blev Lærkens Trille,
Og Søen, den var saa blank, saa blank,
Og alle Dine saa milde;
Da stemte vi i det fulde Chor,
Og tyst laa Himmel og tyst laa Jord,
Og Stjernerne funklede stille.
O, Dage rige paa Ungdomslyst
I Vaaren og i den gyldne Høst,
I efteraarsstille Skove,
Naar Maagen skreg med skingrende Røst,
Og Søen vælted sin Vove!
Og Kjøretoure til fjerne Byer,
Forvovne Streger og Eventyr,
Og Andejagter bag Sivet!
Og Den og Den og Den og Den!
Jeg glemmer Dem aldrig meer igjen!
Jeg glemmer Dem aldrig i Livet!
— Forsvunden er nu den skjønne Tid
Med Sommerens deilige Dage;
Nu fyger Vinterens Snee saa hvid
Om Landsbyens lave Tage,
Og Storken ei mere paa Reden staaer
I Aftenrøden paa Præstens Gaard,
Nu suse de kolde Vinde,
Og Lyset tændes, og Rokken gaaer,
Og Ovnen buldrer derinde.
Og jeg alvorlige Spøgefugl,
Jeg sidder nu atter fangen,
Mens Rumlen af de evige Hjul
Forstyrrer mig tidt i Sangen;
Den hæse Skraalen med Tørv og Aal
Forvirrer mig rent mit Versemaal —
De høre det vist paa Klangen.
Dog flyv, min Længsel, med dette Blad,
Flyv fra den larmende Kongestad
Til Præstens hjemlige Stue,
Til alle de blomstrende Pigers Rad
Og til den venlige Frue;
Og siig, hvad hos mig Du hørte og saae,
Alt hvad mig Stakkel paa Hjertet laa,
Og bring mig saa atter med Svar derpaa
Et Blad, som en Arkens Due!