Baronesse, De som tvinger
Alvor selv og Gravitet
Til at laane Sangens Vinger,
Kan De undres om jeg bringer
Dem min Hylding som Poet?
Undres om af Hjertets Fylde
Jeg besynger Dem som Skjald?
Jeg, hvis egentlige Kald
Er, at lade mig fortrylle?
Skal kun Mænd med Issen graae,
Han især, som Krandse fletter
Deres Skjønhed, i de smaae
Yndlingslivlige Billetter,
Have Privileg derpaa?
Hvad fik jeg da Strengelegen
Af den høie Norne til!
Kjæk jeg Dem besynge vil,
Kjæk — og dog er jeg forlegen! —
Ak, thi veed jeg ikke godt,
At De leer mig ud og siger,
Naar jeg rører Strængen blot,
Det er lutter, lutter Smiger,
Det er lutter Artighed! —
Elskelige, bliv ei vred!
Da De dalede fra Eden,
Tog en Engledyd De med —
Engledyd, men Feil herneden —
Den: at De — er for beskeden.
Smigre! hvis jeg smigrer Dem,
Slaae min Musa mig paa Munden!
Alt for nordisk ligefrem
Er jeg, det er ene Grunden.
Kun paa Hofmandsnoder dum
Staaer for Damen jeg som Herre,
Etiqvetten gjør mig stum,
Og et Smiil kan mig forvirre.
Ja, den stakkels Troubadour,
Maa han ikke reent forandre
Sin bevægede Natur!
Tam, et Huusdyr, som de Andre
Inden Hønsegaardens Muur,
Seer man ham adstadig vandre,
Vandre som en anden Struds
Gravitetisk paa det Jævne,
Til den stærke Genius
Sætter ham et Elskovsstævne.
Da forvoven, stolt og fri
Hæver han fra Jord sin Vinge,
Lader høit i Poesie
Dine gyldne Æbler springe,
Lunefulde Phantasie!
Løftet til Begeistrings Rige
Og med Guder Du og Du,
Hvad han føler vil han sige,
Tale kjækt som jeg gjør nu!
Milde, ædle Baronesse!
De, som med den dybe Sands
Fletted ind i Glædens Krands
Alvors hellige Cypresse,
De, som venlig, god og from
Sidder nu og sysler inde
Hist i Hjemmets Helligdom,
Mens de høstliggule Linde
Suse alvorsfuldt derom!
Tør den uberømte unge
Digter sige Dem i Sang,
Hvad der svæved mangen Gang
Lænkebundet paa hans Tunge?
Ei De Smiger kalde maa,
Naar han ikke kan fortie,
At han ingen Qvinde saae
Mere yndig end Marie!
Midt i grønne Skoves Krands,
I den høie Jægerbolig,
Lever nøisom De og rolig,
Lokket ei af Hoffets Glands,
Med Musik og Konst fortrolig.
Hjemmets Glæder elsker De.
Pidsker Stormen Hagl og Snee
Vinterlig henover Skoven,
Knoppes purpurrød foroven
Lundens hvælvede Allee,
Eller ruller søvnig Bonden
Paa sin lille Pindevogn
Til det fjerne Kirkesogn
Hjem i Sommeraftenstunden,
Eller falmer Skovens Haar,
Og den vilde Trækfugl slaaer
Vingerne til andre Kyster:
Som i Vinter, saa i Vaar,
Dem Naturens Liv forlyster,
Nannas og skjøn Valborgs Søster!
Hvor kan vel den rige Sjæl
Stadens tomme Glæder savne!
Liig Maria, Deres Navne,
Deres Verden har De hjemme,
Og den Fremmede, der kom
Indenfor dens Helligdom,
Kan den aldrig meer forglemme,
Hvor hans Fod end vandrer om!
Tag hans Hylding, Ædle, Milde!
Tag den her, endskjøndt forsilde
Den til Deres Fødselsfest
Kommer, da af hver en Gjest
Hjemmet staaer forladt og stille,
Tag den, som han har den bedst!
Vil med venligt Smiil om Munden
Ikke De forsmaae den reent,
Er jeg glad; thi da igrunden
Kommer den jo ei for seent.
Hvilke Ønster tør jeg bringe!
Maatte hver en Sorgens Stund
Flygtig, som naar Fuglens Vinge
Slaaer i Vandet gyldne Ringe,
Deres Sjæl berøre kun!
Let som Kredsene der bølge
Medens Bruddet lukkes i,
Saa i evig Harmonie
Deres Tanker Tanker følge!
Hvo kan vel en Fremtid see
Mere lys end De imøde!
Dog blandt Roser elsker De
Meer den hvide end den røde,
Mere Rosens Duft end Skjær.
Derfor ønsker jeg Dem her
Ei den Fryd, som blander Daarer;
Men den ædlere, som leer
Mildt begeistret gjennem Taarer.
Ingen giftig Aande bringe
Taage over Sjælens Speil!
Sagtelig i Livets Seil
Vifte Fredens Englevinge,
Indtil De med Dagmars Feil
Hører Himlens Klokker ringe!